Fjelddebut i Rondane - Høgronden (14.07.1977)
Ascents | Høgronden (2,115m) | 14.07.1977 |
---|
Rondane i kulde og regn
I 1977 blev jeg som 14-årrig introduceret til de norske fjelde sammen med mine søskende af vores forældre. Vores forældre havde i deres ungdom vandret en smule, bl.a. en enkelt sommer i Jotunheimen, men siden de fik børn, var det ikke blevet til mere. Nu havde fjeldtrangen dog meldt sig. Forrige år havde vi taget det første skridt, da vi holdt sommerferie i Lake District i England. Nu var det tid til at tage næste skridt i det norske højfjeld.
Vores forældre havde besluttet sig for at holde sommerferie i Rondane. Egentlig var det ideen, at vi skulle etablere basislejr i vores store familietelt, men lavtrykkene havde etableret sig sikkert og stabilt over de noske fjelde, det var koldt og vådt, og hurtigt søgte vi tilflugt i en campinghytte i Folldal.
Herfra gik vi den første uge ture i de lavere fjelde op til Rondane, mens vi ventede på bedre vejr. Det lod imidlertid vente på sig, og efterhånden vovede vi at trodse vejret og bevæge os ind i de centrale Rondane. Jeg husker en tur gennem Langglupdalen med min far. Sneen væltede ned, og kun fordi vi havde modvind, kunne vi se de røde T'er og følge ruten. I vindretningen var alt hvidt. Min mor og min ældste bror havde lidt mere held på samme tur. De fik trods alt et glimt af Rondeslottets drabelige nordvæg.
Efterhånden nærmede ferien sig sin slutning, uden jeg på noget tidspunkt havde haft mulighed for at afprøve en af de topture, jeg havde udtænkt over kortet. Det havde været konstant overskyet, koldt og regnfuldt i over to uger, og gå en toptur uden sigtbarhed var for min far udelukket. Aftenen før vor sidste feriedag var der dog endelig håb at spore i vejrudsigten. Ganske vist blev vi ikke lovet sol, men dog opholdsvejr, og jeg plagede min far til at give Høgronden en chance.
Høgronden
Næste morgen var det ganske rigtigt tørvejr, men overskyet, og skyerne lå næppe over de høje Rondetoppe. Det så altså i det hele taget lidt dystert ud. Min far indvilgede dog stadig i at give Høgronden en chance dog med det forbehold, at hvis der ikke var sigtbarhed, skulle vi gå gennem Langglupdalen istedet. Planen var således klar, og min mor kørte min far og mig op til Straumbu.
Fra Straumbu gik vi først op til Bjørnholia. Undervejs blev håbet styrket, da vi fik udsigt op til Høgronden. Vores mål var skyfrit, selv om himlen alle andre steder var temmelig grå.
Ved Bjørnholia holdt vi en kort pause efter en times vandring og fortsatte dernæst op mod Langglupdalen. Vi nåede op i denne og frem til skillevejen, hvor vi skulle tage endelig stilling til, om vi skulle fortsætte gennem Langglupdalen eller stige op mod Høgronden. Vejrsituationen var stort set uændret og ganske ustabil. Rondeslottet var dækket af skyer, men der syntes at være mere luft mod højre over Høgronden. Noget tydede på, at vindretningen og fjeldenes placering var gunstige for vores plan. Således syntes Rondeslottet at holde på alle skyerne og drive dem udenom Høgronden. Trods en vis ængstelse indvilgede min far i at gå op mod Høgronden. Hvis det blev tåget, kunne vi jo altid stige ned igen og fortsætte gennem Langglupdalen.
Vi nåede op over Langglupdalens nordskråning, og der ligefremme tronede Høgrondens imponerende toppyramide stadig skyfri. Vi fortsatte frem til foden af toppyramiden og begav os ud på den sidste stejle opstigning i grov stenur. Endelig var vi oppe ved den enorme topvarde, stadig i klart vejr. De fleste af de store Rondetoppe var mere eller mindre dækket af skyer, og sigtbarheden gjorde det umuligt at se så langt omkring. Men for mig var det en kæmpe oplevelse bare at være på toppen. Jeg følte mig rigtig højt til vejrs, når jeg kiggede udover Atnadalen, og det kan et sug i maven, når jeg gik ud mod stupen mod både øst og vest.
Efter et kort ophold på toppen begav vi os ned mod nord. Vi gik forsigtigt, da den i forvejen ganske stejle skråning sluttede 50 meter nede, og vi ikke kunne se, hvad der gemte sig herunder. Vi kunne ikke se nogle varder, men egentlig var der ikke så meget at gå galt af med stup til begge sider. Da vi nåede ned, hvor udsynet havde stoppet, blev resten af skråningen blotlagt helt ned til foden af bjerget. Vi fortsatte nu mere sikkert ned ad skråningen, inden vi holdt nistepause ved det lille tjørn for foden af nordryggen. Her kunne vi glade og stolte kigge op mod den imponerende tinde, vi lige var kommet ned fra. Mens vi således sad og kiggede op mod toppen, drev et tyndt skydække henover fjeldet. Efterhånden tætnedes dette skydække, og Høgronden var skjult nøjagtig som alle de andre store Rondetoppe. Jeg glædede mig stort over det held, vi havde haft.
Vi fortsatte nu i raskt tempo det sidste stykke frem til Dørålseter, hvor min far gav varm kakao og vafler, inden vi returnerede med bus tilbage til Folldal.
Eftervirkninger
For mine forældre havde det været nogle anstrengende uger i regn og kulde, og de besluttede aldrig igen at holde sommerferie i Norge. Næste år gik turen til Østrig, og siden har min far haft en præference for Alperne. Beslutningen om aldrig igen at holde sommerferie i Norge blev dog heldigvis ikke realiseret. Allerede i 1980 var vi tilbage i strålende solskin, og dette kombineret med en erindringsværdig fjelddebut på Høgronden har siden gjort det norske højfjeld til min foretrukne sommerferiedestination.
Efter turen til Høgronden var min fjeldinteresse uigenkaldeligt vakt. Hjemme igen i Rødby på det flade Lolland gennnemstøvede jeg biblioteket for fjeldlitteratur. Jeg drømte om Matterhorn, Everest, K2 og Seven Summits, mål jeg aldrig ville kunne nå. Til gengæld havde de norske fjelde alt, hvad der skulle til, for mig.
User comments