Galdhøpiggen via Svellnosbræen (26.06.1989)  

Svellnosbræen/Eventyrisen

Sammen med min daværende kone Gitte, vores datter Cecilie på knap et år samt en gruppe spejderpiger, Gitte var involveret i, tilbragte jeg i sommeren 1989 en uge på Spiterstulen. I løbet af denne uge fik jeg "fri" to dage, hvor jeg kunne udforske fjeldet for mig selv. Den første af disse valgte jeg at gå på en guidet tur gennem Eventyrisen og over Svellnosbræen til Galdhøpiggen, idet jeg havde ladet mig inspirere af billeder og postkort i receptionen, som dannede associationer til Khumbu-isfaldet under Everest, som jeg havde set det på billeder.

I samlet trup begav vi os op til Svellnosbræen. Her blev vi bundet i reb og ledt gennem Eventyrisen, som virkelig var så stor en oplevelse, jeg havde forestillet mig. Billederne på Spiterstulen havde ingenlunde overdrevet. Efter at være ført gennem tunneler og korridorer af blåis nåede vi op over isfaldet og fortsatte hen over sneørkenen, som, hvis isfaldet mindede om Khumbu-isfaldet, kunne trække paralleller til Stilhedens dal.

Under sydskråningen op til Galdhøpiggen indtog vi vores frokost. Her lærte jeg primært betydningen af at have en vanddunk med på topture. Varmen og specielt lyset fra bræen havde formentlig hjulpet til min dehydrering. Tørsten var stor, og jeg havde intet vand på mig, men jeg vidste dog, at hjælpen var nær i kiosken på toppen af Piggen.

Piggen

Vi forcerede sydskråningen gennem en stejl snedækket rende. Det var dog varmt, og sneen var blød, så det var enkelt at stå fast. Oppe i skåret mellem Keilhaus og Piggen blev vi givet fri, og jeg hastede til tops og ind i kiosken for at stilne min tørst. Dernæst var det tid til at gense den formidable udsigt fra Piggen. Det var lige så solrigt og klart i vejret, som sidst jeg var her, og jeg nød udsigten udover hele Jotunheimen.

Efter opholdet på toppen fulgte jeg normalruten ned til Spiterstulen. Jeg gav den fuld skrue, idet jeg dengang led lidt af en konkurrencementalitet, og nåede ned på bare en time.

Vel nede anbefalede jeg spejderne, at de også tog med en guide til Eventyrisen, ligesom jeg på forespørgsel mente, at pigerne kunne klare Piggen. Jeg anbefalede dem dog at skille de to ting fra hinanden og bruge en dag på Eventyrisen, en anden på Piggen. Piggen blev en kæmpe udfordring for pigerne. Jeg tror, de var de allersidste, der kom ned fra toppen den aften. De havde været på tur i 12 timer, og jeg var ved at være nervøs på deres vegne, men kunne med ansvar for Cecilie ikke rigtig gå dem i møde. Endelig dukkede de dog op over skråningen over Visdalen. De havde nået toppen, men var meget trætte, og pigerne havde ikke svært ved at sove den aften.