Vild på Glittertinden (25.07.1980)  

Norge 1980

Man skulle tro, det vart umuligt at gå vild på Glittertinden, men det var ikke desto mindre, hvad jeg præsterede tilbage i 1980. Dels var jeg dengang ikke videre fjelderfaren, og dels gik jeg uden kort, sidstnævnte måske til dels en følge af førstnævnte.

Som 17-årrig var jeg på fjeldferie med mine forældre og søskende. Den første 1½ uge etablerede vi basislejr på campingpladsen ved Galdesand i Bøverdalen lige ved opkørslen til Juvvasshytte, hvorfra vi gik ture ind i det nordøstlige Jotunheimen. Den sidste uge flyttede vi basislejren til Fokstugumyrin lige syd for Dovre. Modsat 1977, hvor vores sommerferie i Rondane stort set var regnet væk, blev vi denne gang begunstiget med flere ugers højtryk samt varmt og solrigt vejr, og først de allersidste dage inden vor hjemrejse fra Dovre vendte vejret, og vi oplevede kulde og regn.

Drømmen om Glittertinden

Efter at jeg på en af de allerførste dage havde nået Galdhøpiggen sammen med min ældste bror Thomas, opstod et stort ønske hos mig om også at bestige Glittertinden. Kun på den måde følte jeg med sikkerhed at kunne sige, jeg havde stået på Norges højeste punkt. Da min far planlagde en tredages rundtur om Glittertinden med Thomas og mig, mens min mor blev i Galdesand med mine mindre søskende, lagde jeg hurtigt en skjult dagsorden om at erobre Glittertinden. Det var min fars plan med start i Juvvasshytte at gå til Glitterheim første dag. Herfra skulle vi anden dag fortsætte ind i det øde område nord for Glittertinden, hvor vi skulle slå lejr omkring Gokerdalen. Endelig skulle vi tredje dag returnere til Bøverdalen og Galdesand via Visdalen. Jeg lurede, at det kunne være muligt at gå over Glittertinden første dag eller alternativt gå en aften- eller morgentur op under vort ophold ved Glitterheim.

Da vi tog bussen op til Juvvasshytte fra morgenstunden, skinnede solen fra en skyfri himmel. Snart dukkede Glittertinden op i øst, hvor den stod nok så indbydende på den anden side af Visdalen. Vejret kunne i hvert fald ikke blive en hindring for en bestigning. Min far havde sine betænkeligheder omkring topbræen. Han tænkte, der kunne være spalter, og det kunne kræve reb og brækompetencer at krydse toppen. Disse bekymringer fik vi elimineret på Juvvasshytte, hvor vi spurgte værtskabet til råds. Her så man ingen risiko, hvis vi fulgte det trådte spor over topbræen. Eneste hindring var nu kræfter og motivation, som imidlertid også var en seriøs hindring. Således besad Thomas og i særdeleshed min far ikke min topentusiasme.

Fra Juvvasshytte fulgte vi stien mod øst først gennem stenørkenen ved Juvvasshytte, siden ned ad den lange og stejle skråning til Visdalen. Nede i Visdalen holdt vi nistepause. Alle var ved gode kræfter, men vi havde jo også hovedsageligt gået nedad. Efter nistepausen ventede den egentlige udfordring, som skulle afgøre, om vi havde kræfter til at gå over Glittertinden; opstigningen til Skautflya ad Visdalens østskråning. Vi var ikke kommet langt op ad denne, da min far tog sin beslutning. Han ville ikke over Glittertinden, men ville følge sin oprindelige plan og gå gennem Skautflya og Vesleglupen ind i Veodalen. Han ville dog acceptere, hvis Thomas og jeg ønskede at gå over toppen. Thomas besluttede at følges med min far, men jeg mente nok at kunne gå alene over toppen.

Til tops

Jeg tog afsked med mit turfølge og hastede op til Skautflya og videre ind i Steindalen til foden af Glittertindens sydskråning. Op ad denne mødte jeg en del nedadgående trafik, men da jeg først nåede topbræen, havde jeg fjeldet for mig selv. Jeg fulgte sporet op gennem sneen, og snart nåede jeg topryggen, hvor jeg første gang blev konfronteret med den frygtindgydende nordvæg med bræen overover og sneskavlen. Samspillet mellem den mørke granit og den hvide sne gjorde et enormt indtryk på mig. Jeg stoppede uvilkårligt op og nød hele skuet rundt om den indadbuede topryg over mod højeste punkt.

‹

›

© Jakob Larsen Topområdet på Glittertinden med topbræen og nordvæggen

© Jakob Larsen Udsigt fra Glittertinden mod Galdhøpiggen

Efter en kort pause fortsatte jeg langs topryggen det sidste stykke til højeste punkt. Her bevægede jeg mig så langt ud mod kanten, som jeg turde, lige nok til, at jeg ved at strække det ene ben ud kunne berøre allerhøjeste punkt med støvlespidsen. Dernæst trak jeg hurtigt igen et par meter ind i sikkerhed. Jeg nød udsigten og den intense oplevelse at være helt alene på denne enestående top, og jeg fulgte igen nordvæggen hele vejen rundt med blikket.

Vild på fjeldet

Efterhånden var det tid til at søge ned mod Glitterheim. Her måtte jeg dog først tage stilling til en uventet problemstilling; udover det spor, jeg var kommet op ad, førte to yderligere spor ned. Det ene fulgte topryggen mod øst, mens det andet førte direkte ned gennem sneen mod Veodalen. Havde jeg haft et kort på mig, ville det have været en smal sag at orientere sig, men det lå i min fars rygsæk et sted nede i Skautflya. Altså havde jeg kun intuitionen og min erindring af kortet at støtte mig til, hvoraf sidstnævnte var til ringe brug, da jeg ikke erindrede, der skulle gå mere end en rute henover toppen.

Min intuition afgjorde, at jeg valgte det direkte spor ned mod Veodalen. Jeg skøjtede og gled i hurtigt tempo nedover sneen, men da bræen sluttede, og jeg gik i land i en kløft mellem to højdedrag, kunne jeg ikke finde nogle røde T’er eller varder. Jeg fortsatte gennem kløften, det naturlige vejvalg, men da jeg heller ikke ude af denne fandt nogen markering, begyndte jeg at blive nervøs og frygte, jeg var på gale veje. Havde jeg haft et kort på mig, ville det stadig være den smalleste sag at orientere sig. Havde jeg været lidt mere erfaren, ville jeg have tænkt, at når det tilsyneladende ikke var det rigtige spor, jeg havde fulgt ned, så måtte det spor, jeg ikke havde fulgt, være det rigtige, og i så fald ville den markerede rute findes ude til venstre. Formentlig kunne jeg også have sluttet, at det spor, jeg havde fulgt, var en genvej ned ad fjeldet, hvor det er en stor fordel at kunne glide i sne.

Alle disse fornuftræsonnementer gjorde jeg mig imidlertid ikke. I stedet forsøgte jeg at fremkalde kortet i min erindring. Ifølge den (og det var fejlagtigt) skulle stien lige før Glitterheim slå et sving mod højre. Jeg besluttede derfor at gå lidt op ad højdedraget til højre for kløften i håb om at få øje på Glitterheim derfra. Det skete imidlertid ikke, men højdedraget viste sig at fortsætte højere end først antaget. Jeg fortsatte højere op. Nu gentog mønsteret sig et par gange, indtil jeg pludselig befandt mig ved afgrunden ned mod Steinbuholet. Jeg gik helt ud til kanten og kiggede ned i det dystre hul, men selvfølgelig lå Glitterheim ikke der.

Nu følte jeg mig rigtigt på afveje. Jeg overvejede at returnere til kløften, hvor jeg var gået i land fra bræen, men hvad nu, hvis det var en gal vej? I stedet besluttede jeg at fortsætte opad. Til sidst måtte jeg med den strategi komme tilbage til toppen af Glittertinden og finde stien der. Først måtte jeg dog tage vare på en begyndende sult og tørst. Det var ikke let at finde vand i det område, jeg befandt mig i. Efter at have gået lidt, hørte jeg dog en svag rislen nede mellem stenene. Jeg gav mig til at flytte sten og grave efter lyden, og fandt ganske rigtigt en lille kilde. Det var næsten umuligt at samle vand op med hænderne, men med en tålmodig indsats lykkedes det at slukke tørsten. Sulten var ikke meget lettere. Jeg bar det meste af vort køkken inklusive havregryn, sukker, salt og spritkoger, men at begynde at koge havregrød virkede for omstændeligt. Endvidere bar jeg på noget pålæg, men intet brød. Jeg besluttede at spise en halv spegepølse uden brød, og det hjalp faktisk langt over forventning.

Jeg nåede tilbage til topbræen og begav mig ud på denne uden at bekymre mig om gletcherspalter. Ganske hurtigt fandt jeg det spor, jeg tidligere var kommet opad. Nu besluttede jeg at følge dette retur til Skautflya. Her ville jeg fortsætte i hælene på min far og Thomas ind i Veodalen og frem til Glitterheim. Det ville ganske givet have været hurtigere at gå tilbage til toppen og følge det andet spor ned, men jeg frygtede igen at rode mig vild. Turen gennem Skautflya forekom mig at være det sikreste valg.

Overnatning i det fri

Nu gik det rask ned til Steindalen, hvor jeg overraskede et par rensdyr. Jeg hastede videre ud gennem Steindalen til Skautflya og videre mod Vesleglupen. Da jeg nåede denne, var det ved at være mørkt, men vejen gav sig selv gennem den snævre kløft, så det voldte mig ingen problemer. Det gjorde det til gengæld, da landskabet videde sig ud inde i Veodalen. Her blev det ganske umuligt at bestemme stien. Først fandt jeg med møje og besvær næste varde ved at spejde længe rundt i landskabet, men til sidst måtte jeg give op. Jeg rullede liggeunderlag og sovepose ud og sov nogle timer under åben himmel, indtil jeg vågnede til morgenens første solstråler. Nu kunne jeg atter se stien, og jeg pakkede sammen og begav mig atter på vej.

Endelig ved femtiden om morgenen dukkede Glitterheim op. Nu gjaldt det bare at finde vores telt i teltbyen. Dette problem løste sig selv, da min far kom ud af teltet, ligesom jeg bevægede mig ind i teltbyen. Det blev et lykkeligt gensyn; min far og Thomas havde naturligvis gjort sig store bekymringer, hvilket jeg hele tiden havde været bevidst om uden at kunne gøre noget som helst ved det. Jeg måtte berette om mine oplevelser, hvorefter jeg krøb ind i teltet for at hvile nogle timer, inden vi næste formiddag fortsatte vores vandring som planlagt ind i området nord for Glittertinden, det formentlig mest øde område overhovedet i Jotunheimen.

Efterrationalisering

For mig var det dengang en kæmpetriumf at bestige Glittertinden. Det var et højt prioriteret mål, der blev nået. Dertil kommer den enestående topoplevelse, Glittertinden er garant for med det storslåede samspil mellem den mørke granit på nordvæggen og den hvide sne på bræen, der dengang lå som et ti meter højt lag ovenpå fjeldet. Endelig, at jeg var helt alene på fjeldet en lun sommereftermiddag uden en sky på himlen, forstærkede blot alle indtryk. Da jeg stod i situationen, kunne jeg selvfølgelig godt have undværet de besværligheder, der opstod under nedstigningen til Glitterheim. Min far og Thomas kunne nok også have været dem foruden. Besværlighederne var dog med til at gøre turen ekstra mindeværdig og intens. Jeg blev drevet ud i tanker og følelser, jeg aldrig tidligere havde gjort mig, min fjelderfaring blev løftet væsentligt, og jeg blev modnet som menneske. Derfor, hvis jeg skal pege på et fjeld og sige ”dette er mit fjeld”, så vil jeg uden tvivl pege på Glittertinden. Hvis Vinjes sjæl hviler over Falketinden, så vil min, når tiden kommer, hvile over Glittertinden værnende om den enestående topbræ, som utvivlsomt er en af Glittertindens absolutte hovedattraktioner.