Storebjørn (29.07.2004)  

Utladalen

Efter 11 års fravær var jeg endelig tilbage i det norske sommerfjeld. Jeg havde inviteret min ældste datter Cecilie på 15 med på en hytte-til-hytte-tur i Jotunheimen med vægt på Utla-dalen og det centrale Jotunheimen, som jeg ikke tidligere havde besøgt.

Vi tog natbus fra København til Oslo og herfra videre med Valdresekspressen til Øvre Årdal. Herfra blev vi med en lokal vognmand kørt det første stykke ind i Utla-dalen til Hjelle, hvor vi blev sat af ved den spektakulære Hjelledalsfos. Den første eftermiddag strakte vi benene med den korte tur op til Avdalen, hvor vi indkvarterede os på trivelige Avdal gård lige over Avdalfossen og med udsigt udover den nedre del af Utla.

På den første egentlige dagsmarch gik vi det lange stykke op gennem Utladalen fra Avdalen til Skogadalsbøen, idet vi undervejs stillede rygsækkene ved Vetti for at gå op og se Vettisfossen nedefra. Det blev en lang dagsmarch, men utrolig flot. Vi oplevede hele spektret fra frodig skov i bunden af Utladalen til højfjeldet på Friken. Vejret blev gradvist mere solrigt, og fra Friken havde vi en panoramaudsigt over mod Hurrungane og udover Utladalen i hele dens udstrækning.

På Skogadalsbøen vågnede vi til bragende solskin, og Gjertvasstinden lige ovre på den anden side af Utla trak voldsomt i mig. Cecilie virkede dog ikke begejstret for denne idé. Hun syntes, gårsdagens etape havde været rigelig anstrengende; hvordan ville det så ikke blive at prøve kræfter med "Norges længste bakke". Jeg gav mig, og ansvarligheden og omsorgen sejrede over eventyrlysten. I stedet for Gjerttvasstinden fortsatte vi mod Leirvassbu, men adskillige gange vendte jeg mig og kiggede længselsfuldt over mod Hurrungane.

Op gennem Storutladalen gik vi fornøjede af sted. Dalen er frodig, og vi kunne nyde udsigten til de majestætiske tinder på begge sider. Mest imponerende var det at kigge op mod Smørstabbbræen og Storebjørn, da vi krydsede Sandelven. Inde i Gravdalen blev terrænet mere goldt, men heldigvis var der her grusvej, som lettede marchen det sidste stykke frem mod Leirvassbu.

Storebjørn

På Leirvassbu meldte jeg os til en guidet tur til Storebjørn. Jeg havde en målsætning om, at vi mindst skulle på en top hhv. brætur. Her havde vi muligheden for at slå to fluer i et smæk. Cecilie var atter skeptisk; Storebjørn havde taget sig drabelig ud fra Gravdalen i syd. Jeg søgte at berolige hende med, at fjeldet tog sig anderledes ud fra nordsiden, hvorfra vi skulle gå op, samt at turfølget næppe var de mest atletiske fjeldsportsudøvere, da disse næppe ville gå turen med guide.

Vi kørte i biler de første kilometer ned gennem Leirdalen. Leira blev stenkrydset syd for Tverrbyttbækken, og vi fortsatte og langs denne på sydsiden. Snart kunne vi se vort hovedmål. Himlen var overskyet nu, men fjeldet lå under skydækket. Vi stenkrydsede Tverrbyttbækken via en lille ø midt i strømmen og påbegyndte opstigningen mod Bjørnebræen. Tempoet var mageligt, og som forudset havde vi ingen problemer med at følge trop. Cecilie var da også tøet op nu.

Vi nåede bræen, hvor vi holdt en kort pause, mens guiden klargjorde rebet. Desværre havde skyerne nu sænket sig, så topkronen på Storebjørn var ikke længere synlig, men udsigt eller ej, op måtte vi.

Vi fulgte letteste vej over bræen, hvilket betød, at vi gik uden om området med blåis og spalter. Jeg havde håbet at kunne vise Cecilie iskonstruktioner lignende dem, jeg adskillige år tidligere havde oplevet på Eventyrisen. Nu måtte vi nøjes med at kigge ned i et par enkelte smalle sprækker, vi krydsede, ligesom vi nogle hundrede meter ude til venstre på afstand kunne betragte et mere opspukkent område.

Op over bræen blev udsynet gradvist blottet mod øst. Vi kunne kigge over mod de store tinder øst for Leirdalen, omend de højeste var skjult i skyerne. Mod syd var vi efterhånden på højde med Stetind, og langt under os kunne vi kigge ned på det grønne vand i Tverrbytnet. Omkring 100 meter under toppen gik vi ind i tågen. Stigningen tog til, og snart nåede vi den korte topryg. Her spændte vi os ud af rebet og gik de sidste få meter til højeste punkt.

Lige under toppen søgte vi ly bag en stenvold, som var bygget, måske som bivuakplads. Her tilbragte vi tre kvarter mens vi spiste vores niste og ventede på et hul i skydækket, som kunne blotte en topudsigt. Sidstnævnte udeblev, og da vi begyndte at blive kolde, besluttede vi at påbegynde nedstigningen. Guiden spurgte, om nogen var interesserede i andre nabotoppe (Veslebjørn, Sakse, Skeie), men i tåge uden udsyn var dette ikke interessant. Vi gik ned samme vej, vi var kommet op. Skydækket havde nu sænket sig yderligere, og vi måtte halvvejs ned over bræen, inden vi gik ud af tågen. Efter at være gået i land fra bræen benyttede vi snefelterne til at fremme farten nedad, og efter en hurtig udmarch gennem Tverrbytnet var vi tilbage ved bilerne omkring klokken 16.

Det var naturligvis ærgerligt, at det havde været tåget på toppen, og vi dermed var gået glip af den ganske sikkert storslåede udsigt udover Smørstabbbræen. Men trods manglende udsigt havde vi haft en fortrinlig tur. Cecilie var rigtig stolt over at have besteget en af Jotunheimens absolut fornemmeste tinder samt over at have klaret turen helt problemfrit. Faktisk mente hun, turen havde været lettere end de foregående dagsetaper, primært sikkert fordi hun havde gået uden bagage. Selvtilliden havde helt sikkert fået et ordentligt løft.

Videre til Gjende

Efter turen til Storebjørn fortsatte vi at gå fra hytte til hytte. I regn- og gråvejr gik vi gennem Storådalen til Gjendebu. Skyerne hang kun 100 meter over Langvatnet, og vi fik derfor ikke lejlighed til at betragte de mange fine tinder i det centrale Jotunheimen. Fremme ved Gjendebu måtte vi kæmpe om pladsen i tørrerummet samt i sovesalen, men trods alt var det rart at være inden døre.

Efter to gråvejrsdage vågnede vi på Gjendebu til en ny solskinsdag. Jeg ville gerne have benyttet lejligheden til at bestige en af Gjendealperne, men Cecilie foretrak lavere højde, og vi endte med Besseggen som et komprommis. Vi tog morgenbåden til Memurubu og fulgte folkevandringen over Besseggen til Gjendesheim, hvor det var meningen, vi skulle have taget eftermiddagsbussen til Oslo. Imidlertid havde jeg overset, at denne ikke gik om lørdagen, og vi måtte derfor tilbringe nok en nat i fjeldet på Gjendesheim, inden vi næste morgen påbegyndte hjemrejsen.