Glittertinden (02.08.2005)
Ascents | Glittertinden (2,460m) | 02.08.2005 |
---|
Nautgarden
For andet år i træk var jeg på hytte-til-hytte-tur i Jotunheimen. Udover min datter Cecilie på 16 havde jeg nu også inviteret min søn Sebastian på 11 med. Med start og slut ved Gjende agtede vi at gå en rundtur i det østlige Jotunheimen, idet Cecilie havde en ambition om undervejs at bestige en af giganterne, Galdhøpiggen eller Glittertinden.
Med Valdresekspressen ankom vi en eftermiddag til Gjendesheim, hvor vi strakte benene med en tur til Gjendehøe inden middag. Efterfølgende dag begav vi os mod Glitterheim i strålende solskin. Oppe over Bessvatnet lod jeg mig drage af Nautgardstinden, som lå så fristende lige fremme ad vejen. Jeg fik børnene overtalt til at forsøge en afstikker til toppen. Nord for Russvatnet, lige før stien begyndte at stige, forlod vi stien og søgte den direkte vej op ad nordskråningen. Over denne åbnede landskabet sig, og vi kunne kigge hele den lange vej op til toppen gennem en nærmest uendelig stenørken. Stigningen op fra Russvatnet havde taget på børnenes kræfter, og jeg indså, hvad jeg utvivlsomt burde have indset lige fra begyndelsen, at projektet var håbløst på en i forvejen lang dagsmarch. Vi ændrede sigtet til Nautgardsoksla, men opgav også meget snart dette og returnerede ned i Tjørnholet, hvor vi fortsatte ad stien op mellem Hestlægerhøe og Nautgarden videre ind i Veodalen til Glitterheim.
Det havde været en lang tur, og børnene var meget trætte, men de tilgav mig min idioti at have trukket dem med op mod Nautgarden. Under opstigningen fra Russvatnet havde vi fundet stort set samtlige knoglerester af et omkomment rensdyr. Specielt kæbepartierne gjorde indtryk med deres rækker af skarpe tænder, så omvejen havde trods alle strabadser været ulejligheden værd.
Glittertinden
Efterfølgende morgen, da vi skulle mod Spiterstulen, var det blevet overskyet. De fleste tinder omkring os var dækket af skyer, og vi var meget i tvivl, om det var umagen værd at gå over Glittertinden. Efter en del vaklen bestemte vi os dog for at gå over toppen.
Efter et par få hundrede højdemeter åbnede landskabet sig, og vi kunne se helt op til tinden, som lidt overraskende var skyfri. Mens vi fortsatte opad, trak et tyndt skydække over toppen, men dette forsvandt hurtigt igen, og tinden var atter skyfri. I det hele taget syntes vindretningen at være gunstig, da Memurutinderne tilsyneladende skærmede godt af.
Halvvejs oppe mod topryggen fik vi øje på en flok rensdyr i et snefelt ude til højre. I det hele taget så vi ganske mange rener dette år. Foregående aften havde vi også set en renflok oppe under Nautgardsoksla, vi så igen en flok rener nede i Steindalen syd for Glittertinden, og et par dage senere så vi rensdyr i Visdalen lige ud for Tverrådalen.
Snart nåede vi topryggen og var klar til at gå ud på topbræen. Jeg genkaldte mig min tur 25 år tidligere, hvor jeg var gået vild på nedturen. Det var ganske tydeligt, at jeg dengang havde fulgt et spor lidt vest for den markerede sti; et spor, som ganske givet benyttedes som genvej ned fra toppen. Vi fortsatte nu i roligt tempo op gennem sneen, og ved middagstid stod vi på højeste punkt.
Det var stadig skyfrit på toppen, men udsigten var noget hæmmet af, at de fleste andre stortoppe i Jotunheimen var dækket af skyer. Mod syd havde vi udsyn over det meste af Veobræen med omkringliggende toppe, og mod nord kunne vi kigge udover Gjrotbræen langt under os samt Trollsteinsegga. Derudover kunne vi frit betragte Glittertindens egen imponerende nordvæg med den overhængende bræ.
Efter et kort ophold på toppen begyndte vi nedstigningen mod Skautflya. Overraskende hurtigt sluttede bræen, og enten er mine erindringer fra 25 år siden forskubbet, eller også har topbræen trukket sig kraftigt tilbage.
Lige over den stejle sydskråning ned mod Steindalen fandt vi et læfuldt sted at indtage vores niste. Det var iøvrigt herfra, vi fik øje på dagens anden rensdyrflok nede i Steindalen. Efter nistepausen forcerede vi den stejle skråning, fortsatte ud gennem Steindalen til Skautflya og videre vestpå, til vi stod over Visdalens østskråning og kunne kigge ned i den dybe og frodige dal. Nede i Visdalen begyndte det at småregne den sidste kilometer frem mod Spiterstulen, og vi glædede os over, at vi på sådan en gråvejrsdag havde haft mulighed for at gå over Norges næststørste fjeld uden at skulle famle os frem i tåge.
Retur til Gjende
Vi blev en dag ekstra på Spiterstulen for at opleve Eventyrisen på Svellnosbræen. Det var en kæmpeoplevelse for børnene (og også for mig, selvom jeg havde været der før i 1989). Til gengæld måtte vi lade Galdhøpiggen hvile. Både den dag, vi gik på Eventyrisen, og den efterfølgende var det gråt og regnfuldt. Til gengæld vendte vi os atter mod Gjende og begav os den lange vej gennem Uradalen til Gjendebu. Oppe i Uradalen var sommeren langt fra at indfinde sig. Her var masser af sne, og de øverste tjørn var delvist dækket af is. Sidst på eftermiddagen begyndte det dog at klare op, Gjendealperne viste sig gennem skydækket, og vi fik en flot aften ved Gjende.
På vores sidste dag i fjeldet vågnede vi op til opholdsvejr, men det var køligere end foregående aften og blæste en del. Vi fornemmede tydeligt omskiftning i vejret og besluttede os derfor for den forholdsvis korte tur fra Gjendebu over Bukkelægret og Memurutunga til Memurubu. Vi havde opholdsvejr om formiddagen og kunne undervejs nyde udsigten over mod Gjendealperne, men lige over middag, ligesom vi havde påbegyndt nedstigningen fra Memurutunga, vendte vejret brat. Først blev vi mødt af nogle isnende vindstød, og få minutter efter blev vi mødt af et regnbælte, der tilsyneladende havde sneget sig ind over Gjendedalen uden at have påberåbt sig vores opmærksomhed. Regntøjet blev fundet frem, og vi hastede ned i tørvejr på Memurubu.
På Memurubu hyggede vi os nogle timer i cafeteriet, mens vi ventede på båden. Om eftermiddagen sejlede vi til Gjendesheim, og herfra fortsatte hjemrejsen med bus til Oslo.
User comments