Store Knutsholstinden (25.07.2006)  

Et kongefjeld

Da jeg første gang så Store Knutsholstinden fra Besshøe i 1993, var det det flotteste og mest imponerende fjeld, jeg nogensinde havde set, måske tangeret af Hellstugutinderne set fra Store Memurutind. Den himmelstræbende tinde, den frygtindgydende østvæg og hængebræerne gjorde et kæmpe indtryk. Først antog jeg Store Knut som en klatretop. Jeg kunne jo ikke se bagsiden mod vest, og selv om jeg af højdekurverne på kortet nok kunne se, fjeldet ikke var lodret fra den anden side, så lå kurverne stadig ganske tæt, og fjeldet måtte være temmelig stejlt.

Mange år senere fandt jeg på www.etojm.no beskrivelse af normalruten fra vest. Jeg fandt ud af, at fjeldet kunne bestiges med mine kompetencer, og nu blev Store Knut mit drømmefjeld, en tinde, jeg absolut måtte bestige en dag.

I 2004 og 2005 sluttede jeg hytte-til-hytte-ture med mine ældste børn på Gjendebu med en dag i overskud. Begge gange trak det i mig at forsøge Knutsholstinden, men børnene ville hellere noget lettere, og det ene år blev det derfor Besseggen, det andet Bukkelægret.

På vej

Tredie gang skulle blive lykkens gang. Igen planlagde vi en hytte-til-hytte-tur med start i Torfinnsbu. Herfra skulle vi gå mod nordvest op til Sognefjeldet. På første etape skulle vi gå gennem Svartdalen til Gjendebu. Her ville vi komme lige forbi foden af Store Knut, og jeg planlagde, at hvis vejret var med os, at stille rygsækkene her og bestige tinden som en afstikker.

Som året forinden havde jeg mine to ældste børn, Cecilie på 17 og Sebastian på 12, med. Derudover havde jeg overtalt min nye kærlighed, idag min kone, Helen samt hendes søn Nick på 11 til at deltage. Alt flaskede sig, da vi startede op fra Torfinnsbu. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og bortset fra, at jeg havde glemt at købe chokolade og derfor måtte vende om midtvejs på skråningen op fra Bygdin for ikke at blive alt for upopulær, nåede vi fint op til indgangen til Torfinnsdalen. Herfra kunne vi se min drømmetinde badet i sollys langt fremme. Jeg bad til, at de fine vejrforhold ville holde, og jeg kunne få min drømmebestigning realiseret.

© Jakob Larsen

Op gennem Torfinnsdalen mod Store Knutsholstinden

Vejret skulle vise sig at holde, men et andet problem bød sig ind. Tempoet op gennem Torfinnsdalen var langt under, hvad jeg havde håbet. Helen havde godt nok berettet, at hun som ung havde vandret på Kreta, men Jotunheimens sten voldte hende problemer, og kondien var næppe heller som i ungdommen. Men hun kæmpede bravt, Helen, og var fuldt opsat på at gennemføre turen og nå frem til Gjendebu, og som tiden gik, blev det da også bedre at krydse bække og stenfelter. Det gik stødt frem, men ikke hurtigt, og vi havde rig lejlighed til at studere de facinerende fjelde på begge sider af dalen.

© Jakob Larsen

Hvileplads under Mesmogtinden og Langedalstinden

Endelig klokken 16 var vi fremme ved det nederste tjørn i Svartdalen, hvor jeg vidste, vi skulle kigge efter normalruten op til Store Knut. Vi fandt da også en markant varte lidt inde til højre for vandrestien ud for en stor klippe. Dette måtte være starten på opstigningen. Her lagde vi rygsækkene og gjorde status. Helen trængte til en lang pause og skulle naturligvis ikke med på Store Knut. Drengene var heller ikke særligt interesserede, og da jeg også var i tvivl, om turen ville blive for krævende for dem, blev også de nede. Tilbage var altså kun Cecilie og jeg. Vi fyldte et par vanddunke, som jeg puttede i jakkelommen, og gjorde os klar til afgang. For Helen estimerede jeg, at det ville tage os et par timer. Jeg opfordrede hende dog til at gå i forvejen mod Gjendebu sammen med drengene, når hun følte sig klar.

Store Knut

Vi mente jo at have fundet den varte, der markerede starten af normalruten op, men det var os umuligt at få øje på flere varter, der kunne udpege en retning. Efter at have gransket terrænet, besluttede vi selv at finde en rute op. Jeg prøvede nede fra at udse mig en fornuftig rute, og vi begav os på vej.

Op ad de græsklædte skråninger til foden af fjeldet gik det raskt, men dernæst bevægede vi os ind på nogle skumle flade og glatte klipper. Her var det ganske svært at finde passager, hvor vi kunne stå fast, og vi erkendte, at vi måtte prøve at omgå dette område. I turbeskrivelsen på www.etojm.no havde jeg læst, at man skulle passe på ikke at komme for langt til højre. Derfor søgte vi nu ud mod venstre, hvor nye problemer ventede. Her blev terrænet så stejlt, at vi undertiden måtte klatre på hænder og fødder op ad stejle skråninger og balancere over smalle hylder. Jeg var klar over, vi var kommet lidt på afveje, og jeg var på nippet til at give op, ikke mindst af hensyn til Cecilie. Omvendt ville vi nødig samme vej ned, vi netop var kommet op, og over os så terrænet endelig ud til at blive lettere.

Vi kiggede os igen omkring. Vi var kommet godt ind i hullet nord for Vestryggen, og over os lå en lille bræ. Vi var klar over, at vi var kommet for langt mod venstre og aftalte at sigte den direkte vej op i sydøstlig retning. Sigtede vi mod toppen af Vestryggen, måtte vi før eller siden ramme normalruten. Terrænet var nu ganske rigtigt blevet lettere. Det gik stejlt opad, men jævnt, og fjeldet var ikke alt for løst. Selv om vi svedte slemt, kom vi nu atter let opad. Endelig fik jeg øje på en varte oppe på toppen af Vestryggen. Snart efter fik vi øje på flere varter og var klar over, det ikke blot var en naturlig stenbunke, vi havde set. Vi fortsatte op på fjeldryggen, og endelig var vi trygt på rette vej.

Vi ramte normalruten i ca. 2100 meter vurderet ved et kig over på Nordtoppen. Stien fortsatte nu langs fjeldryggen op til en lille hylde. Her fortsatte den lidt ned på sydsiden med en drabelig hældning ned mod Svartdalen, inden det igen gik opad til toppen af ryggen. Tilbage på fjeldryggen var der kun 50 meter tilbage, så åbenbarede topvarten sig, og endelig klokken 18 var vi oppe.

Og hvilken top. Her føler man sig virkelig højt til vejrs. Til alle sider går det stejlt nedad. Jeg vågede mig ud til kanten og kiggede ned i Knutsholet, en svimlende oplevelse. Fra toppen kunne vi kigge udover hele det sydlige Norge på den anden side af Bygdin. Vi kunne kigge over på Mesmogtinden og Langedalstinden i vest med den flotte Mesmogbræ som forgrund. Mod nord kunne vi kigge ind over hele Jotunheimen. Memurutinderne, Galdhøpiggen og Glittertind vækkede minder. Fra Gjende dybt dernede kunne vi kigge videre op gennem Storådalen ind i det centrale Jotunheimen, og langt derude i nordvest lå Hurrungane. Jeg slubrede denne sublime topoplevelse i mig, mens Cecilie virkede knapt så begejstret. Det havde været en hård tur op, og tilmed var hun nu begyndt at bekymre sig om middagen nede på Gjendebu. Heldigvis kunne jeg dæmpe denne bekymring. I et par forsøg fik jeg telefonforbindelse til Gjendebu og kunne annoncere en sen fremkomst, og de altid velvillige værter lovede at sætte lidt mad til siden.

‹

›

© Jakob Larsen Den sidste bakke op mod Store Knutsholstind med Svartdalen dybt nede

© Jakob Larsen Fra Store Knutsholstind mod Vesle Knutsholstinden, Vestre Leirungstinden og Kalvehøgde. Smil lidt Cecilie.

© Jakob Larsen Fra Store Knutsholstinden mod Mesmogtinden og Langedalstinden

Nedad var det intet problem at følge stien til foden af fjeldet over de græsklædte skråninger. Stien fulgte først toppen af Vestryggen, dernæst trak den ned gennem forskellige render på sydsiden. Den sluttede hen over en smal hylde, der endte over græsskråningerne næsten ud for tjørn 1490, altså næstnederste tjørn i Svartdalen. Vi skrånede videre ned ad græsskråningerne mod det nederste tjørn, hvor vi let fandt vores rygsække ved den store klippe. Her gjorde vi et kort hvil, drak noget vand, spiste lidt chokolade, inden vi fortsatte. Helen og drengene så vi intet til; de var selvfølgelig for længst fortsat mod Gjendebu.

Da vi krydsede Svartdalselven på sten tænkte jeg på Helen. Det havde næppe huet hende at gå over her, men hun måtte have klaret det; ellers ville vi have mødt hende og drengene her. Snart nåede vi frem til skråningen ned mod Gjende. Vi nød udsigten en kort stund og fortsatte så ned. Her ventede en overraskende lang tur rundt om Gjendes vestende. Endelig klokken 21.30 var vi fremme ved Gjendebu, hvor et dejligt måltid mad ventede samt en halv flaske rødvin, Helen havde gemt.

Helens tur

Helen var både glad og vred, da vi ankom. Glad fordi vi endelig dukkede op; vred fordi hun havde følt sig ladt i stikken. Efter et par timers venten havde hun og drengene hægtet sig på to unge nordmænd, der var kommet ned fra Store Knut. Det gav anledning til en smule bekymring, at de ikke havde mødt os. Det hang naturligvis sammen med, at Cecilie og jeg fumlede rundt langt ude mod venstre.

De to nordmænd tog sig dog forbilledigt af Helen. Den ene tilbød at bære hendes rygsæk, mod at hun bar hans noget lettere tursæk. Dernæst halsede Helen efter de fire unge svende (de to nordmænd samt drengene) ned gennem Svartdalen. Turen over elven havde naturligvis voldt problemer. Som Sebastian beskrev "pludselig blev Helen grebet af panik og satte sig på knæ midt ude i vandet for ikke at blive taget af strømmen". Han var gået ud igen og hjulpet hende i land.

Også Gjendeskråningen havde voldt problemer. Helen beskrev en frygtindgydende afgrund ned mod noget vand, formentlig Svartdalselven. Hun beskrev, hvor adræt de unge nordmænd nærmest kunne stå vandret ud fra fjeldskråningen, en kunst Helen ikke kunne gøre efter, så hun til sidst satte sig på bagen og kurrede ned. Nede af Gjendeskråningen var nordmændene gået i forvejen; de havde trods alt også en middag, de skulle nå, men jeg forstår, de havde moret sig godt.

Helen havde brugt alle sine kræfter på turen fra Torfinnsbu til Gjendebu, og vi måtte opgive at fortsætte mod Sognefjeldet. Jeg havde dog fået mit drømmefjeld, Store Knut, og de næste dage tilbragte vi på Gjendebu. Herfra besteg vi bl.a. Gjendestunga og Nørdre Svartdalspiggen, inden vi sluttede med en hyggetur alle fem op til Hellerfossen. På vej ned fra Svartdalspiggen kunne vi iøvrigt sætte punktum for de mange danskervittigheder, der var fulgt i kølvandet på Helens rutchetur ned ad Gjendeskråningen. Som vi sad her i læ af en klippe for regn og torden midt på skråningen og spiste det sidste af vor niste, begyndte det pludselig at dryppe med grus ned i vore hoveder. Lidt efter kom en ældre herre kurrende på bagen ned præcis som Helen havde gjort det, og minsandten om han ikke snakkede norsk med sin hustru.