Fanaråken (02.08.2007)  

Hytte til hytte

På årets fjeldtur med mine børn Cecilie på 18 og Sebastian på 13 havde vi gået fra hytte til hytte fra Gjende i det sydøstlige Jotunheimen til Sognefjeldet i nordvest. Med start i Gjendebu var vi gået via Olavbu og Leirvassbu til Krossbu. Jeg havde håbet undervejs at kunne ligge over en dag for at gå på toptur. Fra Olavbu lå Snøholstinden og i særdeleshed Mjølkedalstinden lige for, mens Visbrætinden eller Tverrbotntinderne lokkede fra Leirvassbu, men med konstant gråvejr og tåge på fjeldtoppene, måtte vi lade samtlige tinder vente til en anden gang med mere gunstige vejrforhold. Kun Kyrkja blev besteget som en afstikker på turen fra Olavbu til Leirvassbu, da solen en enkelt eftermiddag viste sig på himlen.

Fanaråken

Ved ankomsten til Sognefjeldet stod vi derfor stadig med to dage til vor rådighed og besluttede at besøge Norges højestliggende fjeldhytte på Fanaråken. Fra Krossbu fandt vi stien mod sydvest til Fanaråkbræen. Stien var tilsyneladende ikke særligt benyttet. Den var kun svagt markeret, og sporet var ikke særlig tydeligt, og efterhånden tabte vi stien. Vi søgte op på et højdedrag for at skabe os overblik, og herfra fik vi øje på den væsentlig tydeligere sti fra Sognefjeldshytten. Vi steg ned til denne og fortsatte mod Fanaråkbræen, idet vi undervejs mødte de fleste mennesker, vi skulle krydse bræen med og tilbringe aftenen på Fanaråken.

Vi passerede Præstesteinvatnet og nåede frem til Fanaråkbræen en time før guiderne kom ned fra toppen. Det gav os god tid til at spise vor niste og konversere med de andre vandrere, der skulle til toppen.

Guiderne kom ned fra Fanaråken et kvarter forsinket. Vi blev bundet i to reb og ført op over bræen. Hurtigt vandt vi højde og kunne nyde udsigten udover Sognefjeldet over mod Smørrstabbbræen. Det sidste stykke op fra bræen måtte vi passere en stejl sneskråning, hvor man nok kunne have fået sig en ordentlig glidetur, hvis ikke vi var bundet sammen i reb.

På Fanaråknosi i 1990 meter blev vi bundet ud af rebet og måtte selv gå det sidste stykke over sten op til selve Fanaråken. Snart lagde tågen sig omkring os, og hytterne på toppen viste sig først på en afstand af 50 meter. Stien var dog tydeligt markeret, så det var enkelt at finde vej i tågen. Vi bookede ind og nød eftermiddagen og aftenen på Fanaråken efter at have betrådt højeste punkt lige bag sovesalen. Udsigt fik vi dog på intet tidspunkt under vort 18 timer lange ophold. Om aftenen syntes en opklaring på vej, og vi fik lejlighed til at kigge ned mod Helgedalen, men snart tætnedes tågen igen, og håbet om at opleve den sagnomspundne udsigt mod Hurrungane svandt. Næste morgen oplevede vi igen tendenser til opklaring. Lyset syntes tæt på at bryde igennem fra oven, men efter at have ventet forgæves et par timer på det endelige gennembrud opgav vi og begyndte nedstigningen mod sydvest til Helgedalen ned gennem skydækket.

Turtagrø

Vi ankom til Turtagrø lige over middag og bookede os ind. I løbet af eftermiddagen og aftenen klarede det gradvist op, og omkring klokken 15 viste Storen sig mystisk gennem det nu tynde skydække. Gennem den næste halve time kunne vi studere skyernes opløsning og ærgre os over, at vi ikke havde været bare en enkelt dag senere afsted. Fra sidst på eftermiddagen var himlen skyfri, og vi kunne på afstand beundre de store Hurrung-fjelde, men lidt ærgerligt var det nu, at det gode vejr skulle komme just som vi havde forladt højfjeldet.

Næste morgen havde lavthængende skyer og regn atter erobret scenen, men for os havde det ingen betydning længere. Vi steg på bussen til Lom, og efter køreturen over Sognefjeldet skiftede vi til Nordfjordekspressen mod Oslo.