Storstygge-Svånåtinden (25.07.2013)  

Årets fjeldferie startede med flere solskindsdage, som muliggjorde flere topture inden den afsluttende hytte-til-hytte-vandring i trekanten Snøheim-Rheinheim-Åmotdalen-Snøheim. Således også andendagen, da vi (mine døtre Cecilie på 24 og Amanda på 13 samt jeg) besluttede at udfordre Storstygge Svanåtinden. Indmarchen ad stien til Svanådalen tog et par timer. Inde i Svanådalen søgte vi ned mod elven for at finde et passende sted at krydse. Vi fandt ingen enkle passager og endte oppe ved vandet i 1500 m. Her tog vi sokkerne af og vadede over det relativt stille vand. Jeg holdt støvlerne på (men ikke sokkerne) for at stå bedre fast og støtte de to andre over i bare fødder.

Vel over elven spiste vi halvdelen af vor niste og gjorde klar til den egentlige opstigning. Vi vurderede vejret for sikkert og besluttede at stille rygsækken for foden af fjeldet, hvor vi havde krydset elven. Under opstigningen holdt vi først lidt til venstre, hvor fjeldet så mest fast ud. Den første opstigning gik enkelt på fast klippe. Dernæst ventede en lang passage med mange sten, men ingen speciel ulempe under opstigning. Endelig nåede vi frem til sydøst-eggen, som vi skulle følge de sidste 200 højdemeter, og som jeg havde set vældig frem til. Her kommer man undertiden tæt på afgrunden ned mod nord, men kan holde lidt ned i flanken, hvor terrænet dog er sværere fremkommeligt. Under den afsluttende opstigning tvang nogle klippefremspring os lidt ind på fjeldet til venstre. Stigningen tog til, og hænderne måtte tages til hjælp, men det hele løste sig fint, og vi fandt let vej omkring forhindringerne. Amanda følte sig undertiden lidt utryg, men jeg gik lige bagved hende klar til at gribe.

Vi nåede toppen af eggen, som kan ses stort set hele vejen op. Her fladede terrænet straks ud, og der resterede kun 50 meter i næsten fladt terræn frem til topvarden, hvor vi satte os tilrette og nød solen, en forrygende udsigt til alle sider samt at have fjeldet helt for os selv.

Efter en halv time på toppen påbegyndte vi nedturen. For Amanda forløb denne væsentligt lettere end opstigningen. Utrygheden var væk, og ruten gav atter sig selv. Vel nede krydsede vi atter elven ved dens udløb fra vand 1500 m, pigerne i bare tæer, jeg i støvler, men sokkerne taget af. Vi spiste resten af vores niste, inden vi marcherede tilbage til Snøheim af den markerede sti. En halv time fra Snøheim begyndte det at tordne over Snøhetta. Vi nåede dog sikkert hjem uden at måtte finde regntøjet frem.