Min ungdoms fjeldoplevelser

I 1977 blev jeg som 14-årrig introduceret til de norske fjelde. Det blev to uger med kulde og regnvejr, og egentlig burde jeg være skræmt fra nogensinde igen at tilbringe en sommer i Norge. Men sidste dag opstod et vejrvindue over Høgronden, og sammen med min far gik jeg en mindeværdig tur fra Straumbu via Bjørnholia over Høgronden til Dørålseter, og min fjeldinteresse var tændt.

De efterfølgende somre tilbragte jeg med min familie i Alperne, som min far havde taget præference for. I 1980 var vi dog tilbage i Norge, da det var eneste måde, mine forældres sommerferie kunne kombineres med min bror Thomas's ønske om at deltage i en lejrskole i Dovre. Denne gang blev det to uger i strålende solskin, først i Jotunheimen, siden i Dovre. Jeg indfriede alle mine ambitioner om at bestige Galdhøpiggen, Glittertinden og Snøhetta. Kombinationen af, at jeg havde fået min fjelddebut i Rondane samt det faktum, at jeg kunne nå de højeste tinder, gjorde fra da af det norske højfjeld til mit foretrukne sommerferiemål, og frøet til min passion for de norske fjelde var sået.

Gensyn med fjeldet

Som voksen måtte fjeldene som for så mange andre vige pladsen for familielivet. Efter 1984 blev det kun til sporadiske besøg i det norske højfjeld i 1989 og 1993. Langt inde i min sjæl ulmede dog en glød, og i 2003 havde den vokset sig stor, så jeg besluttede at invitere min ældste datter Cecilie på 14 år på en hytte-til-hytte-tur i Jotunheimen. Jeg havde imidlertid været for sent ude; det kunne ikke indpasses i familiens sommerferieplaner, men året efter, i 2004 tog jeg af sted med Cecilie.

Fra Hjelle gik vi op gennem Utla-dalen videre til Leirvassbu. Her blev vi en dag for at bestige Storebjørn, inden vi fortsatte mod Gjende. Det blev for mig et fantastisk gensyn med fjeldet, og bedst af alt, Cecilie blev også tændt, og vi besluttede at gentage succesen næste år. Her tog jeg også min søn Sebastian på 11 år med på en rundtur i det østlige Jotunheimen. Vi gik fra Gjende til Glitterheim, videre til Spiterstulen over Glittertinden. Jeg viste børnene Eventyrisen, inden vi returnerede den lange vej til Gjende gennem Uradalen.

Nu var en uge i det norske sommerfjeld blevet en tradition, og denne er holdt i hævd siden. Flere er kommet med i turfølget. Således var min nye kone Helen samt hendes søn Nick på 11 med for første gang i 2006, ligesom min yngste datter Amanda fjelddebuterede i 2008 som 8-årrig.

Nutid og fremtid

Jeg har nu vandret i Jotunheimen syv år i træk med skiftende turfølge (dog altid nærmeste familie; kone og børn), en tradition jeg håber at kunne videreføre mange år frem. Personligt har jeg en forkærlighed for topture, en passion mit turfølge dog ikke deler lige engageret, ligesom der er forskelle i den fysiske formåen. Således kan jeg ikke være ultraegoist men må indgå mine kompromisser, og mange af de ture, jeg drømmer om, bliver måske aldrig til noget. Dette opvejes dog til fulde af det enorme nærvær, man oplever med sin nærmeste familie på en fjeldferie, et nærvær jeg nødig ville give bort for nok så mange drømmeture, selvom en solotur i ny og næ næppe er at foragte.

Jeg har en ambition om hvert år at nå en ny stortop (2K), hvilket da også mestendels nås. Det bliver ikke altid de toppe, jeg har drømt om hjemmefra, men mindre kan bestemt også gøre det. I 2009 drømte jeg eksempelvis om Torfinnstinderne, Mesmogtinden og Langedalstinden hjemmefra men endte med at gå Kalvehøgde, så min yngste datter Amanda på ni kunne gå med. Det blev en storslået tur, og Kalvehøgde gav en fantastisk topoplevelse med stup mod nord, udsigt over hele det sydlige Norge og udover Leirungsdalen med bræer, samt en suveræn fornemmelse af at befinde sig over de spektakulære Torfinnstinder.

Jotunheimen er mit favoritområde, selvom jeg bestemt også har haft mindeværdige oplevelser i både Rondane og Dovre. Størrelsen af området, variationen og bræerne er blandt de elementer, der fremhæver Jotunheimen. Det er en legeplads, man aldrig bliver færdig med at udforske, specielt ikke når man som mig kun har en uge til rådighed hver sommer. Jeg har et håb om med tiden at kunne prøve mig selv på nogle lidt luftigere ture. Hellstuguryggen (noget af den), ryggen på Store Memurutind, nordryggen på Visbrætind, Torfinnstinderne, vestryggen på Falketinden, Mjølkedalstinden, Sjogholstinden og Dyrhaugsryggen er blandt mine drømmeture samt, hvis jeg bliver lidt mere hårdfør, sydryggen på Uranostinden eller Austabotntinden, men det må alt sammen komme, som det kommer, og heldigvis byder Jotunheimen også på et utal af næsten lige så spektakulære og mere familievenlige turmuligheder.