Snøhetta Vesttoppen (26.07.2013)  

Kun to dage efter Amanda og jeg havde været der, gik vi atter mod Vesttoppen som lovet med Cecilie, der havde opgivet at fuldføre i første forsøg. Vi gik nu i roligere tempo, ligesom jeg havde pakket en tursæk med regntøj, niste og vand. Vi nåede over den første pukkel og videre op på topryggen til det sted, Cecilie havde stoppet i første forsøg. Her spiste vi halvdelen af nisten og gjorde klar til den sidste opstigning, da et tordenvejr trak op lige på den anden side af Snøheim. Der var imidlertid ingen vind, og vi vurderede, tordenen ikke ville bevæge sig imod os, så vi fortsatte det sidste stykke til tops, dog hele tiden obs på vejrets udvikling. På toppen gav vi os god tid til at nyde udsigten, ligesom jeg måtte ud til kanterne og nyde gyset. Vesttoppen er en rigtig tinde kun 3-4 meter bred med afgrunde til tre sider, en spændende oplevelse for almindelige fjeldturister som os. Under nedstigningen begyndte tordenen at rykke nærmere, ligesom et nyt uvejr trak sammen bag os. Vi nåede dog sikkert ned af fjeldet, før regn og hagl brød løs, og regntøjet måtte op af sækken.