Galdhøpiggen fra Juvvasshytte (22.07.1980)  

Som 17-årrig var jeg på fjeldferie med mine forældre og søskende. Den første 1½ uge etablerede vi basislejr på campingpladsen ved Galdesand i Bøverdalen lige ved opkørslen til Juvvasshytte, hvorfra vi gik ture ind i det nordøstlige Jotunheimen.

En af de første dage under vort ophold kørte vi i bil op til Juvvasshytte. Først dukkede Glittertinden op på den anden side af Visdalen med sin karakteristiske snekalot på toppen, siden, lige før vi ankom til Juvvasshytte, dukkede også Piggen op lige fremme i kørselsretningen bag Styggebræen. Her befandt jeg mig lige imellem Norges allerhøjeste fjelde. Det gjorde et stort indtryk på mig.

© Jakob Larsen

Galdhøpiggen set fra omkring Juvvasshytte

Sammen med min far og min ældste bror Thomas gik vi op mod Galdhøpiggen, mens min mor blev omkring Juvvasshytte med mine yngre søskende. Det var egentlig ikke meningen, vi skulle op på toppen, men snarere blot gå så langt, det sikkerhedsmæssigt var forsvarligt. Bræen ville sætte en stopper, da vi hverken besad reb eller kompetencer i at gå på bræ. Da vi nåede brægrænsen, bemærkede vi imidlertid, at folk ubekymret færdedes henover bræen. Kun de færreste havde bundet sig ind i reb. Tilmed var sporet klart og tydeligt op mod Piggen. Thomas og jeg plagede vores far om at fortsætte, men han gav sig ikke uden videre. Da en nordmand kom op fra Juvvasshytte og gjorde klar til at entre bræen, spurgte vi ham om hans risikovurdering. Han mente ikke, der var nogen videre risiko, og da han tilbød at følge Thomas og mig over bræen, gav min far efter og sendte os af sted, mens han selv returnerede til de andre på Juvvasshytte.

Sammen med nordmanden krydsede Thomas og jeg nu bræen. Vi måtte over et par enkelte spalter, men de var kun 30-40 cm. brede og derfor lette at skridte henover. Det var dog imponerende og også lidt frygtindgydende at kigge ned i dybet og opleve blåisen.

Over bræen fortsatte vi let ad normalruten fra Juvvasshytte det sidste stykke til tops, hvor vi imponeredes af den formidable udsigt. Til alle sider lå isbræer langt under os. Disse var adskilt af skarpe og kuperede fjeldrygge. Vi kunne kigge udover hele Jotunheimen og overraskedes over, hvor stort fjeldområdet var. Langt ude mod sydvest lå Hurrungane, som i kraft af deres markerede former og isolerede placering så endnu højere ud, end de faktisk er. De så unægtelig endnu højere ud end det fjeld, vi stod på, og Thomas og jeg jokede med, at nordmændene vist havde glemt at opmåle "de fjelde derude" (vi kendte ikke deres identitet).

© Jakob Larsen

Udsigt fra toppen af Galdhøpiggen vestover mod Skarstinden og Smørstabbtinderne

Efter 15-20 minutter på toppen var vi klar til returen. Vi mente nok selv at kunne klare os ned over Styggebræen nu, så vi opsøgte den flinke nordmand, der havde ageret guide for os, takkede for turen og tog afsked. Dernæst steg vi ned til bræen og begav os over denne. Nu gav vi os bedre til at studere spalterne. Vi stillede os overskrævs og kiggede imponeret ned i dybet. Efter højest 3-4 timer på farten nåede vi tilbage til Juvvasshytte og vore forældre/søskende og kunne glæde os over en veludført og fantastisk eftermiddagstur, vor en stor ambition var blevet udlevet om at bestige Norges vældigste fjeld.