Kyrkja (31.07.2007)  

Hytte til hytte

Efter en uges bryllupsrejse til Irland med Helen tog jeg traditionen tro med børnene, Cecilie (18) og Sebastian(13), til Norge for at gå fra hytte til hytte i fjeldet. Vi havde planlagt en vandring diagonalt igennem Jotunheimen fra Gjende i sydøst til Sognefjeldet i nordvest.

Vi tog Valdresekspressen til Gjendesheim og derfra Gjende-båden til Gjendebu, hvorfra vi startede. Første dagsmarch gik til Olavbu. Jeg havde aldrig været her før og glædede mig til at se fjeldene i det centrale Jotunheimen. Hvis vejret artede sig, havde Mjølkedalstinden en meget høj prioritet, og jeg håbede, vi kunne bestige dette flotte fjeld under vort ophold på Olavbu. Imidlertid regnede det, og skyerne hang lavt over fjeldene, og bortset fra et glimt af Snøholstinden fik vi ikke meget at se til fjeldene omkring Olavbu.

Også næste morgen var det gråvejr, og Mjølkedalstinden blev derfor opgivet og må vente til en anden gang. I stedet fortsatte vi vor vandring mod Leirvassbu. Hen ad middagstid begyndte det endelig at klare op i vejret. På Raudalsbåndet fik vi et glimt af Mjølkedalstinden, da et hul i skydækket passerede forbi, mens Kyrkja længere mod nordøst var skyfri. Da vi nåede ned til Langvatnet, var det blevet ganske solrigt, og vi kunne indtage vores niste i særdeles idyliske omgivelser med søen som forgrund til Skardalstinden og Høgvagltinderne bag os.

Vi fortsatte mod nord forbi de øverste tjørn i Storådalen op mod Hægvaglen. Omkring klokken 14 befandt vi os i skåret mellem Storådalen og Leirdalen og kunne kigge ned på dagens slutmål Leirvassbu, mens Kyrkja lå flot og fristende ude til højre. Fjeldet så dramatisk ud, specielt den øverste del, men ganske mange mennesker bevægede sig op og ned ad fjeldryggen, så det hele var nok lettere, end det så ud. Jeg foreslog, vi stillede rygsækkene og tog en afstikker til toppen. Sebastian var ikke helt vild med ideen; han håbede mere på tidlig hygge nede på Leirvassbu, og med en tendens til højdeskræk var han skeptisk specielt omkring den øverste del af fjeldet. Jeg fik ham dog overtalt til at give projektet en chance, idet han når som helst kunne kaste håndklædet i ringen og vælge ikke at gå videre.

Kyrkja

Vi stillede nu rygsækkene og bevægede os mod øst mod foden af Kyrkjas sydryg. Et tydeligt spor var trådt, så vi vandt hurtigt frem og havde let ved at følge normalruten. Fra foden af sydryggen ventede et par hundrede bratte højdemeter i grov ur. Det var anstrengende, men ikke vanskeligt at komme op.

Efterhånden snævrede fjeldryggen sig sammen, og over os ventede et mindre klippebånd på et par meter i højde. De fleste omgik dette klippebånd mod venstre, men Sebastian frygtede at komme for tæt på stubben mod vest, og i stedet valgte vi at klatre op midt på klippebåndet. Hænderne kom op af lommerne nu, men det var ganske enkelt at forcere klippebåndet. Dernæst ventede yderligere en kort distance i ur frem til fjeldets topkrone, hvor en kort luftig passage måtte passeres. Sebastian var ikke helt tryg her, men han kom forbi, idet jeg dækkede ham af mod venstre. Her var gode håndtag, og efter blot et par meter havde vi igen fjeld til begge sider. Resten af vejen til toppen bød på let klippeklyvning.

Udsigten fra toppen var overraskende vidtrækkende, overraskende fordi Kyrkja er en anelse lavere end de fleste omkringliggende fjelde. Til gengæld ligger fjeldet lige i krydset mellem de fire store dale, Visdalen, Leirdalen, Storådalen og Gravdalen/Storutla, og gennem disse korridorer kan man se til store dele af Jotunheimen. Desuden er det en lidt luftig oplevelse at stå på toppen af Kyrkja, der er en rigtig tinde med stejle skråninger til alle sider.

Nedstigningen gik egentlig lettere end opstigningen. De to lidt kritiske punkter, den korte luftige passage samt klippebåndet, oplevede vi mindre kritiske end på opturen, hvilket ikke er sædvanligt. Jeg forlod toppen et par minutter efter børnene, og de havde allerede passeret det luftige punkt næsten uden at ligge mærke til det, da jeg indhentede dem, og ned ad klippebåndet fandt vi en afsats, som gjorde det muligt at komme ned helt uden at bruge hænder. Dernæst gik det i raskt tempo ned gennem stenuren og videre ud til Høgvaglen, hvor vi genfandt vores rygsække efter en afstikker på to timer og fortsatte det sidste stykke ned til Leirvassbu.

Videre til Sognefjeldet

På Leirvassbu meldte vi os til en tur med guide over Smørstabbbræen til Krossbu. Det var blevet gråvejr igen, da vi forlod Leirvassbu, og foruden os deltog kun en enkelt ældre herre på turen. Hele turen var nok blevet aflyst, hvis ikke selveste den norske statsminister havde tilmeldt sig med følge. Da skyerne lagde sig over fjeldet, valgte Stoltenberg dog at udskyde turen og varetage landets interesser, formoder vi, men da var det for sent at aflyse os andre og guiden.

Hen over toppen af bræen gik vi i tåge og blev således snydt for den flotte udsigt udover Jotunheimens største bræområde. Til gengæld var vi heldige at se en lækat, der legede på stenene eller jagede lemming, ligesom vi oplevede bræfaldet ved Bøverbræen. Videre mod Krossbu fik vi et glimt af den majestætiske Smørrstabbtinde, da skyerne for en kort stund lettede fra toppen.

Fra Krossbu på Sognefjeldet benyttede vi yderlige to dage til via Fanaråken at gå til Turtagrø.