Vestre Kalvehøgde og Nørdre Kalvehølotinden med børn (26.07.2009)  

Bygdin 2009

Årets fjeldferie skulle tilbringes ved Bygdin. Jeg var sammen med min kone Helen samt vores hjemmeboende børn Sebastian (15), Nick (14) og Amanda (9). Af hensyn til Helen og Amanda skulle vi bo fast dels på Fondsbu i Eidsbugarden, dels på Torfinnsbu. Vi benyttede båden til at flytte mellem de to indkvarteringer, da vandreturen mellem Torfinnsbu og Bygdin ville blive for lang for Helen og Amanda med oppakning.

Vi ankom til Bygdin i en periode med ustabilt vejr, og jeg besluttede at starte ferien i Eidsbugarden. Fra Torfinnsbu håbede jeg at kunne gå nogle flotte topture og valgte derfor at vente på bedre vejr inden vi indkvarterede os her.

De tre første dage ved Eidsbugarden gik vi endagsture i de omkringliggende fjelde. Vi gik over Gravafjeldet, til de flotte Høystakkafosser, over Sløtafjeldet samt til Utsikten. Vejret var skiftende; første dag regnede det hovedsageligt, men undertiden skinnede solen også, og vi havde tre fine dage i fjeldet.

Klavehølotinden

Endelig den fjerde dag blev vi lovet sol. Vi forlod Eidsbugarden med morgenbåden og ankom til Torfinnsbu klokken 9. Her indkvarterede vi vores baggage, jeg pakkede en tursæk og talte med værten for at høre hans råd og vejledninger som supplement til mine hjemmestudier af fjeldene over Torfinnsbu.

Klokken var 9.30, da jeg begav mig på vej med børnene; Helen valgte at blive nede og holde en fridag. Vi krydsede Torfinnselven og begav os op langs dennes østside ad en lille men dog tydelig sti. Vi fulgte denne sti til toppen af Bygdins nordskråning, hvor Torfinnsdalen starter. Her krydsede vi et vandløb, der kom ned fra siden, inden vi forlod stien og begav os ad moræneryggen langs vandløbets nordside op ad fjeldsiden. Efterhånden opløstes moræneryggen, og stigningen tog til. Det var anstrengende at komme op her, og jeg valgte at gå i zik zak fremfor i lige linie mod en grøn plet, værten på Torfinnsbu havde udpeget for os som sigtemål langt oppe på fjeldsiden.

Efterhånden nåede vi den grønne plet, og her fladede terrænet ud. Vi kom herfra let op på Kalvehølotindens sydvestryg lige over et rødt klippebånd, som vi altså slap for at klatre over. Over os ventede et nyt større klippebånd umiddelbart under fjeldets toppyramide. Dette klippebånd kunne dog passeres gennem en markant rende, som jeg både kendte til fra mine hjemmestudier, og som værten på Torfinnsbu havde udpeget. Renden var ganske stejl, men uproblematisk at komme op igennem. Midtvejs oppe var renden blokeret at en stor sten, som kunne give Amanda problemer, men heldigvis fandtes en nem omgåelse højre om.

Da vi steg ud af renden øverst oppe kunne vi overskue hele Kalvehølotindens toppyramide. Her opstod iøvrigt en pudsig situation. Da Amanda og jeg trådte ud af renden, kunne vi ikke få øje på Sebastian og Nick på trods af, at landskabet nu var helt åbent. Drengene havde gået en smule foran os, men ikke nok til at de kunne være nået særlig langt op. Jeg var et stort spørgsmålstegn. Jeg tænkte, at drengene havde valgt at gå op lige på den anden side af sydvestryggen. Det var det eneste sted, jeg kunne forestille mig, de var blevet af. En direkte vej op ad sydvestryggen forekom mig dog at være en anelse stejl. Jeg ville hellere føre Amanda i en bue først lidt mod nord for siden at krydse på tværs op mod toppen. Jeg begyndte at gå op efter denne plan; så måtte vi møde drengene på toppen.

Da Amanda og jeg var nået 2-300 meter op ad toppyramiden, blev vi pludselig anråbt nedefra. Jeg kiggede ned og fik øje på Nick lige over renden. Jeg fik signaleret, at de bare skulle komme efter os, de skulle nok hurtigt kunne indhente os. Nick signalerede tilbage, at han først måtte hente Sebastian nede i renden. Drengene indhentede os naturligvis hurtigt lige under toppen. Det viste sig, at renden havde delt sig øverst oppe. Her havde drengene valgt den ene forgrening, Amanda og jeg den anden uden at lægge mærke til drengenes færden. Drengene havde så sat sig til at vente øverst oppe i deres forgrening, forgæves naturligvis. Da de efterhånden var blevet utålmodige, havde de søgt først nede i renden, dernæst havde Nick søgt også over renden.

Efter en kort pause, drengene pustede og stønnede efter at være løbet efter os op ad fjeldet, gik vi det sidste stykke op til toppen af Nørdre Kalvehølotind, som hermed blev Nicks og Amandas første 2K-top. Vi satte os på toppen og spiste halvdelen af vor niste mens vi kiggede mod syd udover hele Bygdin og de lavere fjelde sydpå. Man føler sig virkelig højt oppe, når man kigger i denne retning fra Kalvehølotinden, mens udsigten nordpå hurtigt blokeres af bakkerne op mod Kalvehøgde.

‹

›

© Jakob Larsen Amanda har fundet en hule på vej op mod Nørdre Kalvehølotinden

© Jakob Larsen Renden op gennem det sidste klippebånd mod Nørdre Kalvehølotinden

© Jakob Larsen På toppen af Nørdre Kalvehølotinden med udsigt sydpå udover Bygdin

Kalvehøgde

Efter at have nydt Kalvehølotinden fortsatte vi nordpå mod dagens andet mål, Vestre Kalvehøgde. Først gik det en smule nedad bakke til Kalvehølobræen. Vi gik dernæst et stykke i brækanten som en tiltrængt afveksling til grov stenur, inden det igen gik opad bakke, og det blev for hårdt at gå i sne. Turen op ad de stenede bakker mod Kalvehøgde var ikke Amandas hofnummer. Hendes motivation var faldende, og vi måtte holde godt med pauser. Omsider nåede vi dog frem til topryggen langs Kalvehøgde og kunne for første gang kigge udover stuppen ned mod Leirungsbræen. Her mødte vi iøvrigt de eneste andre mennesker på hele turen; de kom fra øst langs fjeldryggen og havde formentlig gået hele traversen langs topeggen på Kalvehøgde.

Vi fortsatte nu mod vest langs topryggen efter den anden gruppe mod højeste punkt. Efter nok en pause nåede vi toppen ligesom de andre begyndte deres nedstigning, og vi fik således Kalvehøgde for os selv. Kalvehøgde viste sig at være alle anstrengelserne værd. Udsigten var vældig varieret som følge af fjeldets placering i udkanten af Jotunheimen. Dels kunne vi kigge over mod alpine tinder som Store Knutsholstind, Torfinnstinderne, Mesmogtinden og Tjørnholstinden, dels kunne vi kigge udover de store bræområder nede i Leirungsdalen, og dels kunne vi kigge udover de lavereliggende landskaber mod syd samt øst for Sjoa. Dertil kom den imponerende og frygtindgydende stup ned mod Leirungsbræen. Vi gav os god tid til at nyde frugten af vore anstrengelser, inden vi gjorde os klar til returen.

De første hundrede meter steg vi ned samme vej, vi var kommet op, altså mod øst. Ved det første store snefelt drejede vi om i syd. Vi gled på sneen 3-400 meter ned til stor moro for børnene helt ned til den nedre del af sadlen mellem Kalvehølo og Kalvehøgde lige over Torfinnsdalens østskråning, hvor jeg havde tænkt mig, vi skulle stige ned. Skråningen ned var dog ganske stejl, og jeg var noget ængstelig ved at skulle tage Amanda ned her. Jeg stirrede længe og ængsteligt ned ad skråningen uden at kunne finde et oplagt sted at gå ned.

Det blev Sebastian, der fandt de vises sten. Han foreslog, vi gik ned gennem en kløft lige nord for sadlen, hvor der løb en lille bæk. Egentlig brød jeg mig ikke om ideen at gå ned gennem en kløft. Hvis der opstod forhindringer, kunne det blive ganske vanskeligt at undvige; vi ville sidde fast nede i kløften. Omvendt kunne jeg ikke rigtigt finde på et alternativ, så jeg endte med at acceptere Sebastians anvisning. Første udfordring var at komme ned i kløften. Jeg sendte drengene ned for at inspicere forholdene og finde en vej ned, som også Amanda kunne benytte. Det gav dog ikke noget resultat, og efter selv at have søgt en smule kastede vi håndklædet i ringen og indså, at vi måtte gå 50 højdemeter op igen for at kunne stige ned i kløften fra oven. Da vi først var kommet ind i kløften, viste den sig imidlertid at være det perfekte vejvalg. Kun enkelte steder stødte vi på høje stejle klipper, hvor jeg måtte løfte Amanda ned, ellers gik det hele problemfrit.

Nede i Torfinnsdalen gik vi en anelse mod nord for at støde til stien mellem Torfinnsbu og Gjendebu lige ved den øvre bro over Torfinnselven. Dernæst slentrede vi de sidste 3-4 kilometer ned gennem Torfinnsdalen retur til Torfinnsbu, Helen og et koldt gys under vandslangen med elvervand, der udgør badefaciliteterne på Torfinnsbu.

‹

›

© Jakob Larsen Fra Nørdre Kalvehølotind mod Kalvehøgde

© Jakob Larsen På toppen af Vestre Kalvehøgde med udsigt mod Mesmogtind

© Jakob Larsen Sebastian på Vestre Kalvehøgde med udsigt mod Torfinnstinderne

© Jakob Larsen Udsigt udover Leirungsdalen fra Vestre Kalvehøgde

© Jakob Larsen Mægtige Knutsholstind set fra Vestre Kalvehøgde

© Jakob Larsen Langt ned fra Vestre Kalvehøgde til Leirungsbræen

© Jakob Larsen På vej ned fra Kalvehøgde

Torfinnstinderne

Dagen efter drømte jeg om at bestige Østre Torfinnstind. Nick og Amanda var trætte efter gårsdagens strabadser og ville helst bare hvile på Torfinnsbu, Helen ønskede blot at gå en lille tur, mens Sebastian gerne ville med på Torfinnstinden.

Da vi vågnede, var fjeldene imidlertid indhyldet i skyer, og planerne om en toptur syntes at skulle spoleres. Klokken ni kom en enlig vandrer dog ind med båden, og han medbragte en frisk vejrudsigt fra Fondsbu. Ifølge denne skulle det klare op til middag, så det var bare at vente.

Om formiddagen gik jeg med Helen op til toppen af Bygdins nordskråning til bunden af Torfinnsdalen, hvor vi sad en stund og kiggede ud over Bygdin. Det så ganske rigtigt ud til at klare op. Som vi sad her, kastede Torfinnstinden for første gang den dag skyerne fra sig og viste sig i hele sin majestæt. Desværre var mørke skyer også ved at bevæge sig ind fra sydøst, og vimplen nede på Torfinnsbu lovede ikke godt; den stod ret mod vest.

Helen og jeg gik ned igen, vi spiste frokost, og Sebastian og jeg gjorde os klar til afgang idet vi efterhånden var godt klar over, at vores projekt hang i en tynd tråd. Vi nåede op til foden af Torfinnstinderne og fortsatte langs denne mod vest frem til den store østrende, vi skulle op igennem. Nu havde skyerne imidlertid lagt sig tungt omkring os. Vi befandt os i tåge og regn, og sigtbarheden rakte ikke over 100 meter. Senere fik vi fortalt, at det havde haglet og stormet nede ved Bygdin. Vejen videre op så noget tvivlsom ud. En mindre klatrepassage ventede op til bunden af østrenden, og med en sigtbarhed, der gjorde det vanskeligt at bestemme en rute samt udsigt til våde at glatte klipper, besluttede vi at opgive og vende om, men at jeg må tilbage en dag og gøre arbejdet færdigt er sikkert og vist.