Langvasshøe (04.08.2011)  

På årets fjeldferie havde jeg denne gang selskab af min søn Sebastian på 17 og min yngste datter Amanda på 11. Efter to lange dagsmarcher fra Hjelle til Skogadalsbøen videre til Leirvassbu håbede jeg at kunne ligge over en dag og tage på toptur.

Vejrudsigten var rimelig, selvom vi kunne vente lidt regn omkring middag, og fra morgenstunden lå skyerne højt på himlen. Derfor forlængede jeg vort ophold på Leirvassbu og besluttede mig for at udfordre Visbreatinden i skarp konkurrence med Tverrbotntinderne. Visbreatinden havde længe ligget højt på min liste over toppe, jeg kunne tænke mig at bestige.

Amanda havde døjet men forkølelse og ondt i halsen på de foregående dagsvandringer, og jeg tilbød hende at tage en hviledag på Leirvassbu, men hun var bange for at komme til at kede sig og besluttede at trodse forkølelsen og gå med Sebastian og mig.

Klokken 10 forlod vi Leirvassbu og begav os ad stien mod Gjendebu op til Høgvaglen. Herfra fortsatte vi ad den godt markerede rute mod Kyrkja, indtil denne begyndte at tage sigte mod skåret mellem Kyrkja og Kyrkjeoksla. Her fortsatte vi opad til nordtoppen på Kyrkjeoksla, hvor resten af vejen tegnede sig for os.

Vi fortsatte sydpå, idet sydtoppen på Kyrkjeoksla blev omgået mod vest. Fremme ved opstigningen til Langvasshøe overvejede vi, om denne kunne omgås på østsiden. Der forekom imidlertid at være en passage med en stejl klippevæg, og derfor besluttede vi at gå over Langvasshøe.

Den stejle ur op til Langvasshøe var vanskelig for Amanda, men hun kæmpede flot, og vi kom op under de røde klipper lige under toppen. Her gjorde vi dagens første korte hvil, inden vi fortsatte det sidste stykke op til Langvasshøe. Jeg gav topvarden et klap og kiggede mig lige rundt i alle retninger for at markere sommerens første 2K, men ellers fortsatte vi ufortrødent mod dagens hovedattraktion, Visbreatinden. Nede i skåret mellem Langvasshøe og Visbreatinden gjorde vi atter pause for at spise vores niste.

Der gik ikke mange minutter, før regnskyerne drev ind fra syd. Jeg havde luret dem fra toppen af Langvasshøe, så det var ikke nogen stor overraskelse. I tåge og regn søgte vi ly under nogle store stenbrokker og spiste vores niste, mens vi roligt ventede på opklaring.

Og opklaringen kom efter en halv time. Pludselig var der helt klart mod syd. Gjendealperne lå badet i sol, og efter yderligere et par minutter kastede Visbreatinden de sidste skyer af sig og lå lige for os. Bare to Himmelbjerge (en kendt bakke i Danmark, der bryster sig ved at være bjerg) op, og vi ville være der. Men Amanda kunne ikke mere. Forkølelsen og den stejle ur op til Langvasshøe havde svækket hende, og regnbygen havde gjort det sidste arbejde. En stor ærgrelse for Sebastian og mig; vi overvejde at løbe op efter tur, idet vi selvfølgelig ikke kunne efterlade Amanda alene nede i skåret. Men i sidste ende valgte vi alle at vende om. Visbreatinden måtte vente til en anden gang.

I stedet returnerede vi nu til Langvasshøe. Vi kunne være gået neden om toppen, men nu da Langvasshøe pludselig havde fået status af hovedattraktion, måtte vi lige vise toppen en passende opmærksomhed. Og udsigten fra toppen er jo ganske fin, mod syd udover Langvatnet og Storådalen videre mod Gjendealperne og mod vest Høgvagltinderne. Kyrkja mod nord var som altid et spektakulært syn, Galdhøpiggen var nu angrebet af de regnskyer, vi lige havde oplevet på nærmeste hold, og langt mod øst tronede Store Hellstugutinden. Jeg tilbød Sebastian en sidste gang at løbe op på Visbreatinden. Selv om det atter skulle blive tåge, ville han let kunne finde os på toppen af Langvasshøe, men han afslog.

Vi fortsatte ned over den stejle ur, der nu tilmed var blevet våd og glat. Videre henover Kyrkjeoksle, hvor vi nu også omgik nordtoppen på vestsiden. Ned mod Høgvaglen begyndte det atter at regne, og denne gang fortsatte det resten af eftermiddagen og aftenen. Vi stødte på stien fra Kyrkja og fortsatte sammen med folkemasserne, der kom herfra, den sidste time i regnvejr ned over Høgvaglen videre til Leirvassbu, hvor et varmt bad efterfulgt af varm kakao ventede.

Næste dag gik vi i gråvejr og regn gennem Visdalen til Spiterstulen, hvor vi på feriens sidste dag tog en guidet tur til Eventyrisen på Svellnossbræen; altid en populær tur med børnene.