Efter ankomst til Snøheim kl. 15.30 i strålende solskin besluttede vi (mine to døtre Cecilie på 24 og Amanda på 13 samt mig selv) at forsøge en hurtig bestigning af Vesttoppen på Snøhetta kun med et par vanddunke og overtrækstrøjer som bagggage. Jeg havde tidligere i min ungdom været på Stortoppen og havde held til at overtale mit turfølge til Vesttoppen. Vi gik i opskruet tempo, da vi skulle nå middagen kl. 20 på Snøheim. Amanda var meget opsat efter at nå toppen, så hun satte fra start et hårdt tempo. Oppe på topryggen et par hundrede meter under toppen valgte Cecilie at stoppe. Hun manglede nærring, og vi havde ikke nået at købe kvick lunch med til turen. Amanda og jeg besluttede at fortsætte det sidste stykke op, selv om Amanda nu også begyndte at være mærket på kræfterne. Vi lovede at gå turen igen med Cecilie, hvis det fine vejr holdt. Kl. 17.45 stod Amanda og jeg på toppen, som absolut kan anbefales som alternativ til Stortoppen. Her går ingen folkevandring, selvom der er andre på ruten, toppen er ikke skæmmet af et militært byggeri, og så er Vesttoppen altså en rigtig tinde med luft til alle sider, uden det dog behøver blive skræmmende. På returen havde Cecilie nydt godt af sin pause, mens Amanda og jeg var småslidte. Cecilie gik nu forrest og sikrede, at vi lige nøjagtig nåede frem til middagen.
User comments