Galdhøpiggen (09.07.2010)  

På årets fjeldferie var jeg i selskab med mine børn Cecilie på 21, Sebastian på 16 samt Amanda på 10. De første dage gik vi fra Gjendebu via Leirvassbu til Spiterstulen, hvor vi indkvarterede os fast de resterende dage med henblik på at bestige Galdhøpiggen (Cecilies højeste prioritet), se Eventyrisen (første gang for Amanda) samt udforske en af de mange andre toppe i området (min prioritet).

På turen fra Leirvassbu til Spiterstulen gled Cecilie på en sten og beskadigede knæet, da vi stenkrydsede Visaelven. Idet vi håbede, Cecilie blev klar, gemte vi Galdhøpiggen til sidste dag. Først udforskede jeg Tverrådalen og Tverråtinderne sammen med Sebastian, dernæst meldte Sebastian, Amanda og jeg os til en tur med guide på Eventyrisen, inden vi nåede feriens sidste dag og ikke kunne skubbe Piggen yderligere.

Cecilie var langt fra klar men vovede dog at gå med. Jeg advarede hende om, at nedstigningen let kunne blive mere belastende for knæet end opstigningen, hvorfor hun skulle være forsigtig og vende om, hvis hun kom i tvivl. Cecilie klarede sig til halvvejs oppe ad Visdalens vestskråning. Dernæst måtte hun kaste håndklædet i ringen efter blot et par hundrede højdemeter og returnere til Spiterstulen, mens vi andre fortsatte ufortrødent opad.

Vi nåede plateauet over Visdalen med udsigt op til Svellnosa. Her holdt vi en kort pause, inden vi fortsatte med Svellnosa som næste delmål. Ved stuppen ned mod Styggebræen valgte Sebastian, der lider lidt af højdeskræk, at gå inde på fjeldet, mens Amanda og jeg fulgte den markerede og trådte sti et par meter fra stuppen. Ved middagstid nåede vi toppen af Svellnosa og fik for første gang udsyn til Piggen. Nu var der ikke langt igen.

Ned fra Svellnosa måtte Amanda have hjælp forbi en kort men stejl sneskråning, hvorefter vi påbegyndte opstigningen til Keilhaus. Her var Amanda tæt på at miste modet, da hun konstant gled og måtte sætte hænderne i sneen. Jeg tilbød at gå foran og træde spor eller at finde hendes vanter frem, men stædig som hun er, modsatte hun sig begge dele. Halvvejs oppe blev det for meget. Jeg ignorerede hendes stædighed og fandt vanterne frem, og resten af opstigningen gik uden problemer.

Nu manglede kun den sidste stigning fra Keilhaus til selve Piggen. Tæt på målet øgede vi tempoet, og efter fire timer på vej nåede vi Piggen. Vi nåede lige at nyde topudsigten, da et skydække drev ind fra vest. Dernæst søgte vi ly i den lille stenhytte, hvor vi spiste vores niste, købte en juice hver samt en t-shirt som souvenir til børnene. I begyndelsen var der fyldt godt op i hytten, men vi var heldige, at hovedparten af gæsterne havde en aftale med deres guide nede ved Styggebræen, og snart var der fred og ro på Piggen. Efter tyve minutter gjorde vi klar til nedstigningen. Skyerne var trukket forbi toppen, og vi kunne nyde udsigten endnu engang. Mod vest var det diset, og kun de nærmeste nabofjelde var synlige, men i de øvrige verdenshjørner kunne vi nyde en førsteklasses udsigt.

Vi returnerede samme vej, vi var kommet op, ad standardruten fra Spiterstulen, idet vi dog fulgte snesporet udenom Svellnosa. Nedstigningen tog lige i overkanten af to timer, og vi var tilbage i god tid til at nå et varmt bad inden middagen på Spiterstulen og efterfølgende VM-fodbold i den lille tætpakkede fjernsynsstue.