Dovre 1980 (06.08.1980)  

Moskusekspeditioner

Efter 1½ uges ophold ved Jotunheimen drog jeg med min familie (forældre og søskende) mod Dovre, hvor vi skulle opholde os den sidste uge af vores sommerferie. Vi etablerede basislejr ved Fokstugumyrin umiddelbart syd for Dovre. Her kunne vi gå småture, studere fuglelivet og nyde udsigten mod Dovre med Snøhettamassivet som det absolutte blikfang. Derudover gik vi på skift ind i Dovre med turteltet.

En primær ambition under vort ophold i Dovre var at finde moskusokserne. Min mor havde opsnappet, at de havde en forkærlighed for Kaldvelldalen. Derfor henlagde vi første moskusekspedition hertil. Sammen med min mor og min mellemste bror, Andreas, blev vi sat af ved Nestalvollan nede i Drivdalen, hvor det var vores hensigt at følge en sti op gennem Stølådalen videre ind i Kaldvelldalen fra nord. Stien var dog ikke særlig tydelig, og vi kom godt op ad Nystugguhøa, inden vi fik korrigeret kursen mere mod vest. Vi fandt ned i toppen af Kaldvelldalen og påbegyndte vor vandring mod syd ned gennem dalen. Ved Kaldvellsjøen slog vi lejr uden at have set moskusokserne.

Næste formiddag fortsatte vi sydpå, stadig uden at se okserne. Vi var lige ved at opgive håbet, da vi pludselig fandt dem 100 meter til højre for stien lige før Kaldvelldalen udmundede i Stroplsjødalen. Vi nød synet af de hvilende dyr, inden vi fortsatte ud i Stroplsjødalen og videre ad denne tilbage til Drivdalen og Kongsvoll, hvor vi blev hentet op.

Efter denne første vellykkede moskusekspedition ville også min far og min yngste bror Johannes på syv år prøve at se okserne. Min ældste bror Thomas var gjort ukampdygtig af en miningitisinfektion, så jeg gik med også på denne tur. Denne gang kortede vi turen af ved at gå ind fra Kongsvoll via Stroplsjødalen til Kaldvelldalen og videre op gennem denne. Vi mødte okserne stort set samme sted som på første tur, inden vi fortsatte op til Kaldvellsjøen, hvor vi slog lejr.

Om morgenen blev vi vækket ved, at moskusokserne græssede lige udenfor teltet. Vi åbnede forsigtigt og kunne stort set kigge dyrene ind i øjnene. Hjemturen lagde vi over Salen mellem Nystugguhøa og Vesl-Nystugguhøa tilbage til Kongsvoll. Under nedstigningen til Drivdalen kunne vi betragte enorme mængder rensdyr, der tilsyneladende var på vandring ned gennem dalen. Her var tale om tusinder af dyr på vandring.

Snøhetta

Efter to vellykkede moskusekspeditioner var det tid til at jeg kunne indfri mit ønske om at bestige Snøhetta. Min far meldte sig som turfølge. Først på eftermiddagen kørte vi til Kongsvoll og begav os herfra på den lange indmarch til Reinheim gennem Stroplsjødalen. Turen gik dog hurtigere, end vi havde forventet, og allerede ved fire-fem-tiden var vi fremme ved Reinheim. Egentlig var det planen, at vi først skulle gå op på toppen efterfølgende formiddag, men den hurtige ankomst til Reinheim og solrigt vejr gjorde, at vi ændrede beslutning. Vi efterlod vores baggage på Reinheim, der i dagens anledning var beværtet, og værtinden lovede at have middagen parat klokken otte.

Også turen op til Snøhetta forløb hurtigere, end vi havde forventet. Efter 1½ time var vi på højeste punkt og kunne nyde udsigten udover stuppen videre langs den kuperede fjeldryg. Langt ude i horisonten kunne vi identificere Rondane såvel som Jotunheimens tinder.

© Jakob Larsen

På toppen af Snøhetta mod Svanåtinden

Efter et kvarters tid på toppen returnerede vi til Reinheim. Egentlig havde vi tid og kræfter til at fortsætte retur til Kongsvoll, men vi besluttede at blive og nyde en indendørs aften og en rigtig seng.

Næste formiddag var det blevet overskyet, og vi kunne glæde os over, at vi havde nået toppen dagen forinden. Nu returnerede vi blot en sidste gang gennem Stroplsjødalen tilbage til Kongsvoll. Da vi påbegyndte nedstigningen mod Drivdalen, begyndte det at småregne. Det tog gradvist til, og da vi kørte sydpå mod Fokstugumyrin væltede regnen ned. Mere end to uger med højtryk og solskin var ved at være slut, men for os gjorde det ikke meget. Næste dag skulle bilen pakkes og hjemrejsen til DK påbegyndes.