Lang tur over Besseggen og Besshøe (22.08.1993)  

Besseggen

Sammen med mine forældre, min daværende kone Gitte og Cecilie på fire år havde jeg lejet en hytte i Espedalen midt mellem Jotunheimen og Rondane. Hensigten var, at vi skulle gå nogle ture i begge områder, men i praksis viste det sig, at der var for langt til begge steder og fremfor at bruge tid på transport hver dag foretrak vi mestendels at gå i det lokale fjeldområde.

En enkelt dag blev det dog til i Jotunheimen. Vi kørte til Gjendesheim, hvor det var planen, at min far og jeg skulle gå Besseggen til Memurubu og tage båden retur, mens pigerne skulle tage en sejltur på søen og gå en mindre tur. Imidlertid herskede et rent kaos ved bådpladsen, da vi ankom til Gjendesheim. Her fandt vi en 100 meter lang kø af turister, som ønskede at sejle med Gjendebådene. Det var tvivlsomt, om pigerne overhovedet kunne få plads, og min far mente ikke, vi kunne overlade dem til sig selv i dette kaos. Han opfordrede dog mig til at gå turen selv.

Jeg takkede gladeligt ja til opfordringen og begav mig på vej. Jeg var ung og i god fysisk form, og efter en time stod jeg på toppen af Veslefjeldet og kunne nyde den forrygende udsigt udover Gjende mod Gjendealperne. Jeg fortsatte ufortrødent ned over selve eggen, og efter blot et par timer var jeg nået over under Besshø, hvor jeg satte mig for at spise min niste.

Besshø

Lige siden jeg var taget af sted alene, havde jeg pønset på også at kunne nå et af områdets stortoppe. Først havde jeg tænkt på Surtningssua, men jeg indså, det nok var for langt, hvis jeg skulle nå Gjendebåden tilbage. Men Besshø måtte være mulig at nå. Sydskråningen så stejl ud, og øverst var et smalt klippebånd, men jeg mente nok at kunne komme den direkte vej op fra hvor jeg stod.

Jeg forlod stien og begav mig den direkte vej op ad fjeldsiden sigtende mod en rende med en smule sne. Hurtigt tog hældningen til, og jeg måtte erkende, at det langt fra var en optimal opstigningsrute, jeg havde valgt. Fjeldet var enormt løst, og med en hældning på 45 grader måtte jeg ofte, når jeg havde taget et skridt op, glide to tilbage i den løse skiffer. Jeg prøvede at gå i sneen i stedet, men det var for anstrengende, og jeg foretrak alligevel den løse ur.

Tilmed lod jeg tempoet forcere af det tidspres, jeg havde ved at skulle nå Gjendebåden hjem. Jeg producerede mælkesyre i benene; ikke just optimalt for en lang dagstur. Op ville jeg dog, og endelig nåede jeg det frygtede klippebånd. Dette viste sig at være en kærkommen afveksling. Faktisk var det ganske enkelt at forcere, og dernæst fladede terrænet ud. Resten af vejen op var som en tur i parken. Før jeg ventede det, dukkede topvarden op, og jeg var på højeste punkt.

Og hvilken udsigt - noget af flotteste, jeg har oplevet og alle anstrengelserne værd. Mod øst Besseggen og videre udover de lavere fjelde øst for Sjoa, vi var kørt igennem om morgenen; længere ude Rondanes majestætiske tinder. Mod nord Glittertind. Mod øst Surtningssuas forrevne klippeformationer lige på den anden side af stuppen ned mod Russglopet; jeg forstår ikke dem, som ikke kan se skønheden i Surtningssua. Og endelig mod syd, den virkelig creme-udsigt udover hele Gjende og Gjendealperne. Høgdebrotet og Tjørnholstinden lige på den anden side af søen appellerede til at blive besteget en dag. Kongen af alle fjeldene syd for Gjende var dog Store Knutsholstind længere mod vest med sine hængebræer og drabelige østflanke. Fra denne vinkel ligger Knutsholstinden ikke under for noget andet fjeld. Jeg kunne ikke på dagen antage Knutsholstinden for andet end en klatretop udenfor min rækkevidde, men det var et fjeld, jeg noterede mig i min bevidsthed som noget af det flotteste, jeg havde set.

Jeg gav mig tid til at nyde topoplevelsen, men måtte hurtigt bryde op i mine bestræbelser på at nå Gjendebåden. Jeg havde ikke fuld kontrol over tiden samt hvornår sidste båd afgik fra Memurubu, og jeg overvejde at gå direkte tilbage til Gjendesheim, men hvad nu hvis min familie havde taget ophold på Memurubu og ventede mig der. Jeg måtte altså ned til Memurubu.

Under nedstigningen sigtede jeg længere mod vest mod Memurubu. Det førte mig ned ad sydvest-ryggen, som var belagt med grov, fast ur. Jeg måtte være koncentreret om ikke at træde forkert, og det slog mig, at min nedstigningsrute ville være mere velegnet til en opstigning på grund af den faste ur, mens min opstigningsrute havde været perfekt til nedstigning, hvor jeg kunne have surfet på de flade skifferplader. Så skal jeg en anden gang ønske at gå Besseggen med afstikker til Besshø, må det blive den modsatte vej.

Da jeg nåede ned på Besseggen-stien, var den næsten affolket; ikke just et godt tegn med henblik til at nå båden. Jeg hastede videre og nåede snart skråningen ned mod Memurudalen. Jeg nød udsigten en sidste gang udover Gjende og Gjendealperne, inden jeg susede ned til Memurubu, blot for at konstatere, at sidste båd var sejlet.

Den lange retur

Jeg checkede for en sikkerheds skyld, om min familie befandt sig på Memurubu. Det gjorde de ikke. Jeg købte og konsumerede to store glas saft. Jeg kunne godt have fortsat, men mente at have styrket mig nok til de ti kilometer langs søbredden tilbage til Gjendesheim. Hvis jeg gik godt til, måtte det kunne klares på omkring 1½ time.

Nede ved Gjende var en lille motorbåd ved at lægge fra land. Jeg overvejede at spørge om et lift, hvis den skulle mod Gjendesheim, men da en mor med barn kom mig forkøbet og fik det svar, at hun kunne få et lift for 1.000 NOK, opgav jeg selv at spørge. I stedet begav jeg mig på vej langs skovstien østpå.

At de ti kilometer langs Gjendes nordbred skulle blive min hidtil hårdeste vandring, havde jeg dog ikke forudset. Det startede ganske vist fint, omend skovens tæthed sinkede lidt. Men da stien pludselig førte 100 højdemeter op over et klippefremspring, som rakte helt ud i søen, krævede min forcering op af Besshøs sydskråning omsider sin betaling. Jeg gik ganske enkelt sukkerkold og måtte kæmpe mig op over denne smule bakke. Bedre blev det ikke, da en tilsvarende forhindring befandt sig lidt længere fremme. Jeg gik nu på de yderste reserver. Ved hver kilde stoppede jeg op for at drikke, og når det så kom til stykket, havde jeg ikke lyst alligevel. Det var jo sukker, hele min organisme sukkede efter.

Det tog knap tre timer, før jeg ved otte-tiden nåede frem til Gjendesheim. Her genfandt jeg min familie. Heldigvis havde ingen bekymret sig over min sene ankomst. Min far havde luret, at jeg nok havde fundet på svinkeærinder. Nu mente jeg nok, jeg havde brug for en solid middag. Men igen forregnede jeg mig. Da portionen med kylling og grøntsager stod foran mig, kunne jeg knap få en bid ned. Til gengæld gled flere colaer ned samt en dessert. Føj for et sukkersvin, jeg var blevet.

Sikkilsdalen

Et par dage efter var jeg restitueret, og min far måtte have en erstatning for den mistede tur over Besseggen. Vi kørte ind til Sikkilsdalsseter i Sikkilsdalen, en noget kortere køretur end til Gjende. Herfra fulgte vi stien op bag imponerende Sikkilsdalshorn videre op ad stenskråningen til toppen af Sikkilsdalshø. Herfra havde vi en flot udsigt udover Sjoadalen, videre ind over Gjende samt hele det østlige Jotunheimen. I modsat retning ragede Rondane op langt ude i horisonten. Vi fortsatte ned mod vest til Sikkilsdalsskåret, hvor vi næsten følte, vi kunne række ud og nå Gjende. Vi returnerede gennem Sikkilsdalen, hvor vi blev fulgt af de flotte heste, som gik løs i dalen.